Sommerhusområde bliver oversvømmelsessikret med langt dige

Vejle Kommune er sammen med sommerhusejerne i Høll blevet enige om at sætte et dige op, som skal sikre området mod oversvømmelser. Dette sker efter en årrække med dialog mellem parterne.

Klimaforandringernes indtog i Danmark har de senere år betydet, at oversvømmelser er blevet en hyppigere ubuden gæst end tidligere.

Det går særligt ud over områder, der ligger lavt i terrænet, og ét af dem er Høll, der ligger ud til Vejle Fjord.

Derfor har beboerne i området kæmpet for at gøre noget ved problemet, og nu er man så nået i mål med en aftale med Vejle Kommune, der skal sikre området mod oversvømmelser mange år ud i fremtiden.

- Det har været en lang proces, som har stået på siden 2016. Vi har været mange ting igennem, og derfor er vi også tilfredse med aftalen. Nu ser vi bare frem til, at vi kan komme i gang, så diget kan komme op, siger Egon Sørensen, formand for Grundejerforeningen Hvidbjerg, Høll og Mørkholt.

- Med aftalen sikrer vi vores huse, men også værdien af dem - og det er meget positivt, siger Egon Sørensen.


Hos Vejle Kommune er man også tilfredse med, at parterne er nået til enighed.

- Vi sikrer med aftalen, at sommerhusejerne i langt de fleste tilfælde ikke længere vil opleve oversvømmelser, når der for eksempel har været storm eller langvarig hård vind, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.

Beboerne står med regningen

Kommunen og beboerne i området har længe været enige om, at et dige vil være en god løsning. 

Det store stridspunkt har dog været, hvem der skal betale regningen, og det er der nu fundet en løsning på.

Den samlede regning lyder på cirka fire millioner kroner, og denne betaler Vejle Kommune i første omgang. Herefter skal sommerhusejerne betale deres del over ejendomsskatten i form af et engangsbeløb, der dog er mulighed for at afdrage på over en årrække.

Opførelsen af det to kilometer lange dige bliver efter planen sat i gang i foråret 2022.