Spor af olie - men ikke nok

Der er fundet spor af olie og gas ved Givskud. Men ikke nok til at sætte en produktion igang. Derfor er boringen Løve-1 lukket permanent.

- Der var både positive og negative ting i resultatet, siger civilingeniør Søren Frederiksen, Energistyrelsen, til TV SYD. Positiv, at der var spor af olie og gas i det kalkstens-lag, som man borede efter at finde. Negativ, fordi der ikke er nok til en produktion.

Analyseres

GMT Exploration Company Denmark ApS vil nu analysere fundene yderligere. Men det er næppe tænkeligt, at der laves flere boringer.

Sådan en efterforskningsboring er meget dyr. Projektet ved Givskud havde et budget på 40 mio. kr.

Løve-1 efterforskningsboring blev boret som en lodret boring og sluttede i grundfjeld i 2451 meters dybde målt under terræn. Det svarer til 2365 meters dybde, målt under havets overflade.

Boringen fandt sandsten i Nedre Trias og lag med kalksten i Øvre Perm, hvis de geologiske termer siger læserne noget. Der blev foretaget målinger, der viste, at der kun blev fundet spor af olie og gas i kalksten.

Borearbejdet blev indledt 12. maj.