SSP-leder bifalder regeringens kamp mod hævnporno

Regeringen går nu til kamp mod hævnporno, og det er man begejstret for i SSP Vejle. Dog tror lederen ikke, at en længere fængselsstraf vil have effekt.

Regeringen vil skærpe straffen for hævnporno fra seks måneder til to år, styrke politiets behandling af hver enkelt sag og samtidig øge den forebyggende indsats på ungdomsuddannelserne.  

Specielt det sidste sætter SSP Vejle stor pris på. 

- Det går så stærkt, og lovgivningen har ikke engang kunnet følge med. Så det er på høje tid, at vi kommer ind i kampen, siger Helle Midskov Brynaa, der er SSP- leder i Vejle, til TV SYD.

Det vil blandt andet ske med nyt undervisnings- og inspirationsmateriale, en tydeliggørelse af lederens beføjelser, og så vil digitale sexkrænkelser komme til at indgå i de kommende trivselsmålinger i gymnasiet.

Hun peger især på, at der på uddannelsesstederne har manglet nogle retningslinjer for brugen af nettet.

- Der har ikke været spilleregler, og det har vi virkelig manglet. Børn i 3. klasse får udleveret iPads, så de kan gå på nettet, men der er aldrig blevet udleveret spilleregler for brugen af det, siger hun. 

Men SSP-lederen er også kritisk overfor den skærpede fængselsstraf og mener, at man måske bør vente med en eventuel strafskærpelse. 

- Jeg er glad for, at man tager hånd om problemet, og jeg er glad for mange af de ting, der ligger i udspillet. Men jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det hjælper at udvide straffen til to år, siger hun til TV SYD.

Selvom Helle Midskov Brynaa er glad for, at der endelig er kommet et udspil fra regeringen, mener hun det skulle være kommet meget før. 

- Hvis vi tidligere kunne have klædt forældre og unge bedre på i forhold til, hvad medier kan, og hvad lovgivningen siger, så tror jeg, at vi kunne have foregrebet nogle af de her ting, siger hun.