Stemmebåndsmotion: - Der er bare ikke noget skidt at sige om det

Det populært at synge sammen. Det mærker de på biblioteket i Vejle, hvor op mod 70 mennesker en gang om ugen mødes til fælles morgensang.

Fællessang er godt, lyder det fra de fleste, der synger. Povl Arne Hansen fra Vejle er ingen undtagelse. Han elsker at synge. Derfor er han en af de trofaste deltagere i den fælles morgensang hver onsdag morgen på Vejle Bibliotek:

- Det gør mig glad at synge - også rent fysisk, man får udvidet sin lungekapacitet. Der er bare ikke noget skidt at sige om det, forklarer han.

Povl Arne Hansen er ikke alene om at holde af at synge. Han og op mod 70 andre sangglade mødes hver onsdag morgen klokken 9 til fællessang på byens bibliotek:

- Jeg kommer, fordi jeg elsker at synge. Jeg har sunget i Vejle Amts Kor i mange år. Det eksisterer ikke mere, men så hørte jeg om den her morgensang, og det kan jo kun gøre en glad.

Sang gør os godt tilpas

Udover at komme i godt humør af at synge så siger videnskaben, at sang bare er godt for rigtigt meget. Blandt andet virker det beroligende, vi får bedre søvn, bliver mere afstressede, får øget blodcirkulation og så får man en bedre nattesøvn og mindre stress i kroppen af at synge.

På Vejle Bibliotek begyndte den fælles morgensang hver onsdag i september sidste år:

- Ideen opstod, fordi sang i dag er meget populært, og det at kunne mødes om noget rent fysisk tror jeg folk har brug for, når vi lever i en digital tidsalder, fortæller bibliotekar Patrick Falgren.

Morgensang på Vejle Bibliotek er populært.
Morgensang på Vejle Bibliotek er populært.
Foto: Nicolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

Kom som du er

Selvom fællessang er populært hos mange, så er Patrick Falgren overrasket over, hvor mange der møder op hver onsdag morgen:

- Det har sat sig fast, og det er vi faktisk overrasket over, at det på så kort tid er så populært, at der hver onsdag klokken 09 om morgenen møder mellem 50 og 70 mennesker op her til morgensang.

Alle er velkommen til morgensang på Vejle Bibliotek onsdag morgen klokken 9. Der er ingen tilmelding, man møder bare op.