Stor razzia kontrollerer fyrværkeri-transporter

Færdselsbetjente fra Tungvognscenter Syd er tirsdag morgen i gang med en kontrol af lastbiler, der transporterer fyrværkeri til og fra Vandel Flyveplads, hvor en stor del af det fyrværkeri, der snart sættes til salg i de danske butikker til nytår, opbevares i sikre bunkere.

Betjentene fra Tungvognscenter Syd har kolleger med fra hele landet til razziaen i Vandel, der blev indledt i de tidlige morgentimer.

- Mandskab fra tungvognscentrene i hele Danmark er i disse dage på kursus om transport af fyrværkeri i Vejle - og i den forbindelse har vi så sat gang i morgenens kontrol. Vi kontrollerer hvert år ved denne tid lastbilerne, der transporterer fyrværkeri på de danske veje, siger politikommissær Stig Simonsen, Tungvognscenter Syd, tirsdag morgen til TV SYD.

Butikkerne må sælge fyrværkeri fra på fredag, hvorfor der netop nu er stor travlhed med at få fordelt varerne fra de sikre lagre rundt omkring i Danmark.

Reglerne om køb af fyrværkeri

  • Du må købe fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december.
  • Du må anvende fyrværkeriet fra den 27. december til og med 1. januar.
  • Hvis du ønsker at fyre fyrværkeri af ved en festlig lejlighed i løbet af året, skal du kontakte en festfyrværker.