TV der bevæger dig

Stor udskiftning i menighedsråd

Der kommer mange nye ansigter i menighedsrådet i Jelling. Det kom frem på tirsdagens orienteringsmøde. Det har sendt kritikere i tænkeboks.

Udskiftning på vej i menighedsrådet i Jelling Foto: Arkiv, TV SYD

Menighedsrådet i Jelling har mødt kritik for at bremse udviklingen i den historiske by. Preben Schou er representant for Samarbejdslisten, og han har bebudet at ville forme et alternativ til den siddende Fællesliste.

Han mødte dog ikke megen opbakning på Jelling Kirkes orienteringsmøde, forud for menighedsrådsvalget 8. november. Her kom det frem at seks ud af otte af de nuværende medlemmer ikke vil genopstille.

Bjarne Gunnar Bagge der sidder i menighedsrådet fortæller, at den store udskiftning ikke har noget at gøre med den kritik der er kommet frem.

- Jeg vælger at stoppe, da jeg er 75 år. Vi har haft mange krævende opgaver med Verdensarv og sognehus, så jeg synes det er på tide med yngre kræfter.

Preben Schou fortæller til TV SYD, at han var overrasket over at der var så mange medlemmer af det nuværende råd der ikke genopstiller. Det får ham til at genoverveje om Samarbejdslisten overhovedet skal opstille, og derved udfordre Fælleslisten. 

Preben Schou tog ikke imod et tilbud om at komme med på Fælleslisten. Hvis ikke der kommer yderligere lister inden den 27. september, vil Fælleslisten udgøre det fremtidige menighedsråd.

Mest sete på tvsyd.dk