Stort skraldefirma går nedenom

Renovationsfirmaet Renonorden er gået konkurs. Firmaet sørger for renovation i tre Syd- og Sønderjyske kommuner.

Norske Renonorden er gået konkurs. Det oplyste virksomheden til fondsbørsen mandag. Renonorden indsamler skrald i både Danmark, Finland, Sverige og Norge. Virksomheden indsamler skrald i 35 danske kommuner. Herunder Varde, Vejle og Haderslev kommuner.

Konkursen kommer dog ikke til at påvirke de danske kunder, forsikrer administrerende direktør i Renonorden Danmark, Jan Kreiberg Larsen.
 - Selv om firmaet er konkurs, skal de danske borgere ikke frygte store skraldemængder. Danskerne kommer til at få tømt sine skraldespande både i morgen og fremover af Renonorden. Vi er kede af det på vores norske kollegers vegne, men her i Danmark er det business as usual, siger han til Ritzau.

Bankerne vil ikke længere støtte Renonorden i Norge, men bakker stadig op om den danske afdeling, og borgere i Haderslev, Varde og Vejle kan stadig regne med deres skraldefolk.

 - Der er lavet en forretningsplan i Danmark, som bankerne støtter op omkring. Det betyder helt konkret, at der er kommet tryghed og klarhed omkring vores finansiering i Danmark, og det er vi glade for, siger Jan Kreiberg Larsen.