Sur borgmester: Minister behandler os uanstændigt

Vejles borgmester ude med hård kritik af indenrigsministerens måde at informere på. Socialdemokratiet erkender fejl.

Udsigten 113 ekstra millioner i kommunekassen i indenrigsminister Astrid Krags (Soc.dem.) nye udspil til udligningsreform lægger ikke en dæmper på Vejles borgmester. En irriteret og indigneret Jens Ejner Christensen (V) er hård i sin kritik af den måde, forslaget til udligningsreformen er lagt frem.

- Det er som om, jeg er den sidste i hele verden, der får noget at vide om det her som borgmester. Det er jeg sur over, siger han til TV SYD og tilføjer:

- Nu er der i tre-fire dage sivet nogle tal ud, som man skal gætte lidt på, om man skal være glad eller ked af det. Det er bare ikke en ok-måde at arbejde på.

Borgmester gider ikke lede efter tal

Torsdag præsenterede regeringen med indenrigsminister Astrid Krag i spidsen forslag til en ny udligningsreform. Her viste det sig, at Vejle Kommune kommer til at få gavn af reformen i stor stil. Fredag offentliggjorde regeringen så konsekvenserne for kommunerne i reelle tal. Vejles borgmester mener, at kommunerne skulle have haft hele pakken med hjem fra begyndelsen, så de kunne skabe sig et overblik.

- Jeg kan godt se, at det i øjeblikket ser ud til, at Vejle er vældig begunstiget, og det er jeg som udgangspunkt glad for. Men det er jo ikke det fulde billede. Der bør jo være en minister, der kan tage sig af at kommunikere det her ud, så vi kunne finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger han.

- Der kommer pludselig nogle tal en fredag eftermiddag kl. 17 inde på en eller anden tilfældig hjemmeside. Det er simpelthen uanstændigt i forhold til, at det er kommunernes fremtidige økonomi, vi snakker om, siger Jens Ejner Christensen.

Socialdemokrat siger undskyld

Det har ikke været muligt at fremlægge Vejle-borgmesterens kritik direkte for indenrigsminister Astrid Krag. I hendes sted er den socialdemokratiske finans- og kommunal udligningsordfører, Christian Rabjerg Madsen, sendt i byen for at svare på kritikken. Og han imødekommer delvist Jens Ejner Christensen.

 - Jeg synes, kritikken er berettiget. Det er for dårligt, at vi ikke i dag har informeret borgmestrene, inden pressen fik oplysningerne. Det vil jeg gerne sige undskyld for, siger Christian Rabjerg Madsen til TV SYD.

Han forklarer miseren med, at der simpelthen er sket en fejl. Optimalt set skulle kommunerne have været informeret på linje med de andre partier, der fik oplysningerne kl. 13.00 fredag.

- Selvom det er en kompliceret og intensiv proces, skulle det selvfølgelig være sket, siger Christian Rabjerg Madsen, der dog ikke mener, at borgmestrene skulle have haft fredagens oplysninger tidligere på ugen.

- Der er så stor interesse for tallene, at man er nødt til at offentliggøre dem på én gang. Ellers ville der være en risiko for, at de blev lækket før tid, siger han.