Sydøstjyllands Politi undersøger, om der er en forbindelse til lignende bombetrusler i Norge

Onsdag morgen blev Egtved Skole evakueret efter en anmeldelse om en bombetrussel. Sydøstjyllands Politi har kontaktet norsk politi, da flere skoler i Norge i dag også har været udsat for bombetrusler.

Efter Sydøstjyllands Politi omkring kl. 9 i morges modtog en anmeldelse om en bombetrussel mod Egtved Skole, blev skolen evakueret. 

Forsvarets ammunitionsryddere og politiets bombehunde har finkæmmet skolen og området omkring den, men har intet fundet. 

- Det har heldigvis vist sig at være falsk alarm, men vi tager ingen chancer, når vi får sådan en melding ind, fortæller politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Michael Weiss.

quote

Vi har taget kontakt til norsk politi, da flere skoler i Norge også i dag har modtaget bombetrusler, og vi vil undersøge, om der er en sammenhæng.

Michael Weiss, politiinspektør, Sydøstjyllands Politi

- Nu afslutter vi her i Egtved og fortsætter efterforskningen af sagen, som blandt andet betyder, at vi har taget kontakt til norsk politi, da flere skoler i Norge også i dag har modtaget bombetrusler, og vi vil undersøge, om der er en sammenhæng.

Michael Weiss siger, at det er umuligt at sige noget om, hvor lang tid opklaringsarbejdet kommer til at tage, da det afhænger af flere faktorer.

- Vi oplever personer, som desværre synes, at det er sjovt at sende den slags trusler, men som regel finder vi dem forholdsvis hurtigt. Hvis det derimod er mennesker, der for alvor ønsker at skabe utryghed, er det ofte sværere at opklare, da det også kan foregå fra udlandet, og de er ofte også bedre til ikke at efterlade spor, fortæller politiinspektøren.

quote

Vi oplever personer, som desværre synes, at det er sjovt at sende den slags trusler, men som regel finder vi dem forholdsvis hurtigt. Hvis det derimod er mennesker, der for alvor ønsker at skabe utryghed, er det ofte sværere at opklare.

Michael Weiss, politiinspektør, Sydøstjyllands Politi

Micahel Weiss er meget tilfreds med det samarbejde, der har været mellem politi, brand og redning samt ikke mindst skolen, som sammen med kommunen har en beredskabsplan, der har virket.

- Vi har haft et super samarbejde, og det er rigtigt dejligt at opleve, hvor professionelt alle har ageret i den her situation. De har været fantastiske til at få ro på hele situationen og berolige især børnene, siger Michael Weiss.