Syv teenagere får bøder for at være sammen

Syv nåede ikke at slippe væk, da politiet greb ind mod en flok unge, der trodsede forsamlingsforbuddet.

Selvom det trods forårstegn fortsat er en kold fornøjelse at opholde sig udendørs i de mørke timer, så var en større flok unge mennesker fredag aften forsamlet midt Børkop.

Her har der i den seneste tid jævnligt være unge samlet i de sene aftentimer, og politiet har fået flere henvendelser om uro og støj.

Fredag aften fik Sydøstjyllands Politi atter en anmeldelse om, at en større gruppe unge opholdt sig i det fri i Børkop.

- Der var 30 til 40 unge mennesker samlet i flere grupper, da vores patrulje ankom kort før klokken 22. Vi har sigtet syv lokale unge i alderen 15 til 17 år for at overtræde forsamlingsforbuddet, mens resten skyndsomt forsvandt, oplyser vagtchef Torben Wind, Sydøstjyllands Politi.

De syv unge kan forvente hver at få en bøde på 2.500 kroner, som er taksten for at være forsamlet flere end fem personer i det offentlige rum - og Børkop kan nok også forvente  besøg af politiet igen lørdag aften.