Ingen kom noget til, da en lejlighed natten til tirsdag stod i flammer i boligkvarteret Løget Høj i Vejle.
Sydøstjyllands Politi modtog en henvendelse omkring branden klokken kort efter midnat natten til tirsdag.
Heldigvis var lejlighedens beboere ikke hjemme, men de øvrige beboere i opgangen blev kortvarigt bedt om at forlade deres lejligheder, mens slukningen stod på.
Politiet har en teori om, hvordan ilden, der udbrændte lejligheden totalt, er opstået:
- Vi har en formodning om, at det skyldes en tændt computer i en sofa, siger Lars Grønlund, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
Tidligt tirsdag er alle beboerne tilbage i bebyggelsen.