Thomas Hartmann vil helst holde jul uden børn: - Jeg bebrejder dem ikke, men de er jo irriterende

I årevis brød den ærkekøbenhavnske komiker Thomas Hartmann, der nu bor i Give, sig ikke om julen. Men det ændrede sig, da han for otte år siden mødte sin jyske kone.

Kalenderlyset afslører, at der nu kun er en uge tilbage til juleaften. 

I hjemmet i Give er komikeren Thomas Hartmann og hans kone Trine Secher Hartmann så småt ved at gøre klar til at holde jul. 

Det gør de derhjemme sammen med den nærmeste familie, som det har været traditionen siden de mødte hinanden for otte år siden. 

I år er det kun Thomas Hartmanns svigermor, der kommer til juleaften i Give, som parret flyttede til fra København for snart to år siden. Andre år har også hans mor, hans søster og hendes børn fejret julen hjemme ved ham.

Thomas Hartmann er 53 år og har boet i Give siden 2021.
Thomas Hartmann er 53 år og har boet i Give siden 2021.
Foto: Alexander Klemp, TV SYD

Han har alle dage fundet det hyggeligt at holde jul med familien, men selskabet skal helst ikke blive meget større, hvis det står til ham. Jul i storfamilier med en masse småbørn er nemlig ikke noget for ham.

- Det bliver tit på børnenes præmisser, og jeg har en generel holdning til, at børn gerne må have lidt pli, og det er ikke nemt på en dag, hvor de er høje på sukker og store forventninger, forklarer han og fortsætter:

- Jeg bebrejder dem ikke, for det  virkelig svære betingelser for et barn at skulle opføre sig pænt under, men det bliver ikke mindre irriterende af den grund.

Thomas Hartman og Trine Secher Hartmann har ikke selv nogen børn, og det er et helt bevidst valg, de hver især har truffet

Det er de helt afklaret med. Faktisk talte de om det efter blot tyve minutter på deres første date. De var dog ikke afklaret med omverdenens reaktion på deres beslutning.

- Jeg er blevet kaldt psykopat, fordi jeg ikke vil have børn, siger Thomas Hartmann og understreger, at det er det rene ingenting i forhold til de gange, hans kone har måttet forsvare sin beslutning.

- Det er forfærdeligt og en fuldstændig urimelig måde at behandle andre mennesker på, siger han.

Brød sig ikke om jul

I mange år var julen ikke noget, som Thomas Hartmann på nogen måde så frem til. Faktisk tværtimod.

- Jeg ville helst undgå julen, inden jeg mødte Trine. Jeg syntes det handlede om tåbelige traditioner, og selvom det er paradoksalt, så bryder jeg mig ikke om for mange mennesker i et lokale - medmindre de har købt billet selvfølgelig, fortæller han.

Men Trine Secher Hartmann, der modsat sin mand er født og opvokset i Jylland, er helt vild med jul, og det har smittet så meget af på Thomas Hartmann, at han nu også er begyndt at nyde julen.

Sammen med komikerkollegaen Torben Chris prøver Thomas Hartmann i det nyeste afsnit af programserien Jysk for begyndere kræfter med nogle af de juletraditioner, der er særligt jyske.
Sammen med komikerkollegaen Torben Chris prøver Thomas Hartmann i det nyeste afsnit af programserien Jysk for begyndere kræfter med nogle af de juletraditioner, der er særligt jyske.

Dog er konens afsmitning ikke det eneste, der har medvirket til, at han har genfundet glæden ved juletiden. Han fortæller, at flytningen til Jylland også har gjort en betydelig forskel.

- Jeg tror det hænger sammen med, at man ikke får skovlet julen ned i halsen i to måneder alle steder fra.

Netop forskellen mellem jul i Jylland og i København er et af hovedemnerne i det nyeste afsnit af programserien Jysk for begyndere, hvor komikerkollegaen Torben Chris skal vise Thomas Hartmann, hvad det vil sige at være jyde. 

Gaveræs giver mening - på én betingelse

En af de traditioner, der for alvor hører julen til er gaverne. Og selvom der nok er mange, der synes december måneds evindelige gaveræs er mere eller mindre meningsløst, så er Thomas Hartman ikke helt enig. 

Han anerkender fuldstændig, at det fra et logisk synspunkt ikke giver meget mening, at vi bytter 500-kronesedler til jul, men for ham er det vigtigt, at man i den sammenhæng skiller logik og følelser fra hinanden. 

Følelsesmæssigt kan det for ham give god mening at købe gaver, men på én betingelse.

- Man skal ikke købe praktiske ting som gaver. Sokker, potter og pander er dårlige gaver. Man skal i stedet købe de luksusting eller fjollede ting, som folk ikke kan forsvare at købe til sig selv, siger Thomas Hartmann.

Se Torben Chris og Thomas Hartmann skabe deres eget lille gaveræs på gågaden i Tønder i videoen herunder: