Thulesen Dahl tager køligt imod formands tilbud om ordførerskaber

Efter intern ballade i Dansk Folkeparti har Morten Messerschmidt tilbudt eksformand to nye ordførerskaber.

Forhenværende formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl forholder sig nu for første gang til et tilbud fra sin formand, Morten Messerschmidt, om at få en større rolle i partiet med flere ordførerskaber.

I Berlingske siger Kristian Thulesen Dahl, at han endnu ikke har gjort op med sig selv, om han vil tage imod tilbuddet.

Indtil videre har posterne som skatteordfører og socialordfører været på bordet.

Samtidig undrer han sig over, at Messerschmidt involverer "hele Danmarks befolkning" ved at fortælle om tilbuddet offentligt i medierne.

- Jeg tror ikke, det er, fordi man har siddet og tænkt, at Kristian er lige præcis mest skarp på de her emner. Det tror jeg egentlig ikke.

- Det er også derfor, at det er helt logisk, at nogen vil tænke, at det her slet ikke handler om de ordførerskaber. Og at timingen i det slet ikke handler om de ordførerskaber.

- Det handler om, at man gerne vil lede debatten over på nogen andet end de udfordringer, man har internt i partiet, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Allerede i sidste uge sagde Morten Messerschmidt til Ritzau, at titlen som skatteordfører var i spil som en mulig ny post til Kristian Thulesen Dahl.

Dengang sagde han:

- Kristian har selv tidligere luftet skatteområdet, som er utroligt vigtigt for os, men det kan også være nogle af de mere bløde ting, sagde Messerschmidt.

Den forhenværende formand er i dag forsvarsordfører. Den post beholder han ifølge Morten Messerschmidt.

Siden har de to ifølge Berlingske holdt et møde, hvor Kristian Thulesen Dahl således også er blevet tilbudt posten som socialordfører.

Dennis Flydtkjær (DF) er i dag skatteordfører, mens partistifter Pia Kjærsgaard (DF) er socialordfører.

Derudover har Morten Messerschmidt i sinde at overdrage sin plads i Folketingets Europaudvalg til den forhenværende partiformand, skriver avisen.

Tilbuddet fra Morten Messerschmidt om flere ordførerskaber kommer, efter at der opstod ballade i partiet i forbindelse med folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.

Kristian Thulesen Dahl dukkede ikke op til DF's valgfest på valgaftenen den 1. juni. En beslutning, Messerschmidt kaldte "mærkelig". Han lagde desuden vægt på, at Thulesen Dahl som forsvarsordfører blev væk uden at orientere ham.

Morten Messerschmidt siger torsdag til Berlingske, at han oprindeligt henvendte sig til Thulesen Dahl, fordi han efter folkeafstemningen kunne læse i medierne, at den tidligere partiformand "følte sig sådan lidt udenfor i gruppen".

Kristian Thulesen Dahl vil forholde sig til, om han vil tage imod ordførerskaberne "internt i partiet", når ordførerkabalen skal lægges på Dansk Folkepartis sommergruppemøde til august.