Thulesen Dahls første dag på havnen: - Jeg har lidt kriller i maven

Kristian Thulesen Dahl har sagt farvel til politik og er mandag startet i sit nye job hos Port of Aalborg.

Efter 28 år i dansk politik havde den tidligere DF-politiker Kristian Thulesen Dahl mandag første arbejdsdag i en helt anden branche, 377 kilometer fra Borgen. 

Han er netop tiltrådt som ny administrerende direktør i Port of Aalborg, hvor der venter ham nye udfordringer inden for et helt nyt felt.

- Altså, jeg har kriller i maven. Selvfølgelig har man det, når man starter på noget nyt, der er helt anderledes end det, jeg har været vant til, sagde Kristian Thulesen Dahl tidligere i dag til TV 2 NORD, da de besøgte ham på det nye job.

Fortrøstningsfuld nordpå

Kristian Thulesen Dahl blev født den 30. juli 1969 i Brædstrup og bor i dag i Thyregod med sin kone Berit Holmgaard Olsen, som han har tre børn med.

Men Nordjylland har før trukket i Kristian Thulesen Dahl, der i 1995 blev cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet og i 2022 færdiggjorde en master og business administration (MBA) på samme universitet.

Kristian Thulesen Dahl har glædet sig til at komme i gang med arbejdet i Aalborg.
Kristian Thulesen Dahl har glædet sig til at komme i gang med arbejdet i Aalborg.
Foto: TV 2 NORD

Og med sin første arbejdsdag i gang er han glad for at været tilbage på nordjysk grund.

- Selvom det er anderledes, har jeg en stor grad af fortrøstningsfuldhed i forhold til, at jeg i hvert fald kommer med noget, som jeg vil kunne bidrage med. Der er masser af ting i det her, som jeg ikke kan, siger han til TV 2 NORD og tilføjer:

- Så de første mange dage skal jeg jo bero mig på alle de folk, der har arbejdet her i mange år og har kompetencerne.

quote

Jeg er både glad for Aalborg, glad for landsdelen, for arbejdspladsen og håber, det bliver rigtig godt

Kristian Thulesen Dahl, adm. direktør, Port of Aalborg

Farvel til politik

Kristian Thulesen Dahl var i Dansk Folkeparti fra 1995 til juni i år. De seneste ti år som formand for partiet. 

Han valgte i efteråret at forlade formandsposten og senere partiet, og han har umiddelbart ikke nogen planer at vende tilbage til politik.

- Jeg er ikke kendt for at løbe pladsen. Altså det var 28 år i politik, og jeg synes, jeg tog mine kampe, også da det blev svært, fortæller han.

Der venter den tidligere politiker fra Thyregod lidt af en opgave nu. 

Aalborg havn er Limfjordens største havn og Danmarks fjerde største erhvervshavn. Størstedelen af havnearealet ejes af virksomheden Port of Aalborg A/S, som ejer 4,1 millioner kvadratmeter havneareal.
Aalborg havn er Limfjordens største havn og Danmarks fjerde største erhvervshavn. Størstedelen af havnearealet ejes af virksomheden Port of Aalborg A/S, som ejer 4,1 millioner kvadratmeter havneareal.
Foto: TV2 Nord

Port of Aalborg er landets største indlandshavn, og her har de sat sig et mål om at skabe 5000 nye arbejdspladser i Aalborg Kommune frem mod år 2030. Samtidig er der planer om investeringer for op imod to milliarder kroner indenfor de næste otte år. 

- Jeg synes selv, jeg er kendt for at være der og gøre, hvad jeg er blevet sat i verden for, der hvor jeg nu er. Og nu er det her, det er et positivt tilvalg, og jeg er både glad for Aalborg, glad for landsdelen, for arbejdspladsen og håber, det bliver rigtig godt. Ikke bare for mig, men også for det jeg er blevet bedt om at være med til at løse, understreger han overfor TV 2 NORD.