Thyregod modtager yderligere 44 evakuerede afghanere: Halvdelen er børn

Yderligere 44 evakuerede afghanere flyttes til det genåbnede center i Thyregod for at skabe bedre plads i Sandholm.

I går modtog det genåbnede Asylcenter Thyregod 39 evakuerede flygtninge fra Afghanistan, og i dag modtager de yderligere 44. 

- De er så glade og taknemmelige for at være kommet til Danmark. De er meget taknemmelige for alt, hvad vi gør, så det er meget rørende, siger Tina Lundgaard, der er regionsleder i Asylafdeling Region Midtjylland.

quote

De har hjulpet Danmark, og det er familier, der kommer.

Tina Lundgaard, regionsleder i Asylafdeling Region Midtjylland.

Hun fortæller, at det er et bredt udsnit af alle aldre, der er kommet til Thyregod, hvor cirka 50 procent af dem er børn.

- Der er også kommet børn i alle aldre. Det er både teenagere og spædbørn, siger hun.  

50 procent af dem, der er ankommet til Thyregod, er børn i alle aldre.
50 procent af dem, der er ankommet til Thyregod, er børn i alle aldre.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

- De har hjulpet Danmark, og det er familier, der kommer. De har været en del af evakueringen i lufthavnen i Afghanistan, siger hun.

Hun fortæller, at centret allerede har modtaget en række henvendelser om donationer, men hun opfordrer til, at de, der gerne vil donere tøj og legetøj til asylcenteret, skal henvende sig på Røde Kors' hjemmeside, da alle donationer bliver koordineret fra Sandholm.

Genåbnet ovenpå nedlukning

Asylcenter Thyregod har stået tomt siden 2020, og derfor har der ifølge regionslederen også været en del klargøring op til de evakueredes ankomst. 

- Det er et beredskabscenter, men når et center har stået tomt, så bakser vi med nogle små justeringer, som at der mangler internet lige nu. Men vi er i gang, og vi håber, de sidste ting kommer på plads i dag, siger hun.

Hun fortæller, at centret lige nu skal sørge for, at flygtningene får en tryg og rolig modtagelse i første omgang.

- Så kommer der en masse andre ting, når de er landet, siger hun.  

Blandede reaktioner

Regionslederen fortæller, at beboerne i Thyregod indtil videre har taget godt imod flygtningene, ud fra de henvendelserne hun har modtaget.

- Det er meget dejligt at få de her positive tilkendegivelser, siger hun.

TV SYD har i dag talt med tre beboere ved Dagli' Brugsen i Thyregod, og her var der blandede reaktioner at finde om genåbningen af byens asylcenter. 

Kristian Kildegaard er beboer i Thyregod, og han mener, at det ville have været en bedre løsning, hvis flygtningene blev indkvarteret et større sted end Thyregod. 

- Det kan godt være, de har hjulpet Danmark, det tager jeg hatten af for, men jeg synes, Thyregod er for lille til at kunne huse dem, siger han. 

Jacob Bang er skolelærer, og han fortæller, at det er fint, at Asylcentret atter kan bruges.

quote

Vi er jo vant til at have flygtninge her, og jeg kan ikke mindes, at det nogensinde har givet problemer i byen.

Jacob Bang, skolelærer.

- Vi er jo vant til at have flygtninge her, og jeg kan ikke mindes, at det nogensinde har givet problemer i byen, siger han.

Han tilføjer:

- Jeg tror, at langt størstedelen i lokalsamfundet vil sige 'velkommen til', siger han.

Henni Frydensbjerg fortæller, hun byder flygtningene velkommen.

- Jeg tænker, vi har husene til det, og de skal jo bo et sted. De er jo i en frygtelig situation, de står i, siger hun.

Asylcenter Thyregod har plads til 100 flygtninge.