To hårdt kvæstet - bilist ville undvige dødt rådyr

En personbil med en familie på fire ramte sent lørdag aften et dødt rådyr på motorvejen ved Give. To blev hårdt kvæstet.

Ulykken skete kort før midnat på motorvejen mod Herning, da en bus havde påkørt et rådyr  nær afkørsel 8, Give Øst/Billund.

Bag bussen med retning mod Herning kørte en familie på fire fra Struerområdet.

- Bilens fører, en 53-årig mand, forsøgte at undvige rådyret, der blev kastet bagud, efter at den blev ramt af bussen. Ved den manøvre kom bilen i slyng og rullede rundt, oplyser vagtchef Torben Vind, Sydøstjyllands Politi.

Ved den voldsomme ulykke blev bilens fører og hans 49-årige hustru alvorligt kvæstet, mens parrets to døtre på 17 og 21 år slap med knubs.

Den 53-årige mand blev i kritisk tilstand fløjet i helikopter til traumecentret på Odense Universitets Hospital, mens den 49-årige kvinde blev bragt til Regionshospitalet Herning.

Begge meldes søndag morgen udenfor livsfare, oplyser vagtchef Torben Vind.

Ingen mennesker i bussen, der først påkørte rådyret, kom noget til.

Motorvejen var spærret i retning mod Herning i nogle timer omkring midnat, mens rednings- og oprydningsarbejdet stod på.