Tomme pendlerpladser - og ingen rudeknusninger i nat

Natten til onsdag har politiet ikke registreret rudeknusninger og indbrud i biler. De udsatte pendlerpladser har også stået usædvanligt tomme, og politiet har patruljeret massivt hele natten.

En rundtur til fire samkørselspladser mellem Hedensted og Kolding Syd, som TV SYD foretog i de tidlige morgentimer onsdag, viste, at kun få bilister havde vovet at efterlade deres biler natten over efter de seneste døgns bølge af rudeknusninger og indbrud i biler på pendlerpladserne nær motorvej E 45.

quote

Vi har heldigvis ikke oplevet flere raserede biler - og desværre har vi heller ikke fået slået en klo i tyvene.

 Lars Grønlund, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Var der kun få biler efterladt, så har patruljer fra Sydøstjyllands Politi tirsdag og i nat kørt i fast pendulfart mellem pladserne for at hindre flere indbrud. 

- Vi har heldigvis ikke oplevet flere raserede biler - og desværre har vi heller ikke fået slået en klo i tyvene, siger vagtchef Lars Grønlund, Sydøstjyllands Politi, til onsdag morgen til TV SYD. 

Samkørselspladsen ved Hedensted var fuldstændig tom onsdag morgen, hvor ingen ville løbe risikoen for at komme tilbage til en bil med knuste ruder.
Samkørselspladsen ved Hedensted var fuldstændig tom onsdag morgen, hvor ingen ville løbe risikoen for at komme tilbage til en bil med knuste ruder.
Foto: Ernst Møller, TV SYD