Torben Chris er brokkehovedet fra Give, som indtil for nyligt troede, at han ikke kunne blive fyret

Komikeren Torben Chris er aktuel i en ny programserie på TV SYD, hvor han lærer sin ven og kollega Thomas Hartmann om Jylland. Det var de to venners samarbejde, som reddede dem gennem pandemien.

Af Alexander Klemp

I 2002 gik en 24-årig mandlig lærerstuderende på scenen til Give Festival, som er en endagsfestival i det lokale lystanlæg.

Han havde aldrig stået på en scene før, så han bællede 12 fadøl, inden han gik på for at lave en halv times standup-show. 

Den lærerstuderende hed Torben Chris Nielsen. 

Torben Chris laver sit første show til Give Festival i 2002. Hagekorset på maven var en del af en vittighed, men Torben husker det ikke helt præcist.
Torben Chris laver sit første show til Give Festival i 2002. Hagekorset på maven var en del af en vittighed, men Torben husker det ikke helt præcist.
Foto: Privatfoto

I dag kendes han som den 44-årige komiker Torben Chris, der har optrådt med sit onemanshow 'Jydelogik', i 'Mensroom'-serien, i flere tv-programmer og så i videoer på Facebook, hvor han elsker at udpensle de gode ting ved Jylland og de mindre gode ting ved København. 

Lige nu kan du opleve ham sammen med sin ven og kollega Thomas Hartmann i TV SYD-programmet 'Jysk for begyndere', hvor de to komikere rejser rundt og undersøger, hvad der gør Jylland fedt at bo i. Derudover er de to komikere også på turné med showet 'Men's Room 4 - Mega Men' indtil den 12. marts.

Se alle afsnit af 'Jysk for begyndere' lige her - det er gratis

Men hvordan endte den unge lærerstuderende som komikeren, der ruller sig ud på scenen med sine skarpe holdninger?

quote I sidste ende havde vi heller ikke lyst til, at vores børn talte københavnsk

Torben Chris

Torben Chris bor med sin kone og to børn i et nybygget hus i et nyt kvarter i Give. En kort rundspørge i byen viser også, at alle ved, at han bor i den lille by med 4.500 indbyggere.

Huset flyttede de ind i i 2019, da familien hev teltpløkkerne op på Amager og rykkede tilbage til Give, hvor både Torben og hans kone Jenny er vokset op.

- Vi blev aldrig integreret i København, og tingene er bare nemmere i Jylland. I sidste ende havde vi heller ikke lyst til, at vores børn talte københavnsk, siger Torben Chris.

Det var her, Torben Chris som ung var kendt som en bulderbasse, som med sit skulderlange hår og aparte tøjstil holdt berygtede fester i det lille lokalsamfund.

- Jeg opfandt en obskur stil, hvor jeg gik i det tøj, som så grineren ud. Det var et større cirkus, når jeg skulle gøre mig klar til at gå i byen, hvor jeg flettede forskellige farver ind i mit lange hår, så det matchede de stribede bukser, jeg havde på, siger Torben Chris og fortsætter:

Torben Chris gjorde meget for at se anderledes ud som ung. Flere gange blev han slået ned i byen for sin stil, men det stoppede ham ikke.
Torben Chris gjorde meget for at se anderledes ud som ung. Flere gange blev han slået ned i byen for sin stil, men det stoppede ham ikke.
Foto: Privatfoto

- Det var et freakshow uden lige.

Det passede godt til Torben. Han elskede opmærksomheden og at være kreativ. Derfor satsede han også på at blive skuespiller på 23-årig. 

Men det ebbede hurtigt ud, da han opdagede, at han ikke havde ret meget at skulle have sagt. I stedet læste han til lærer, fordi han godt kan lide at arbejde med børn. Det kan han stadig.

Men som 24-årig så han standup-programmerne 'Fem på Flugt' og 'Den ægte vare', hvor danske komikere som Lasse Rimmer, Mikael Wulff, Omar Marzouk, Anders Matthesen og Mick Øgendahl optrådte med en mikrofon på scenen. 

- Jeg tænkte: "Det kan jeg fandme også!", siger Torben Chris. 

Det fører os til dagen, hvor Torben Chris gik på scenen efter at have indtaget 12 fadøl til Give Festival i det lokale lystanlæg.

Ifølge ham selv gav han cirka ti minutters godt materiale og ellers en masse udenomssnak. 

Torben Chris med veninden Charlotte og sminke på højre øje.
Torben Chris med veninden Charlotte og sminke på højre øje.
Foto: Privatfoto

Meget er sket med Torben Chris siden debuten for 20 år siden. Han har lavet flere shows alene og med vennen og kollegaen Thomas Hartmann samt medvirket i flere tv-programmer.

Men de hårdeste år har været de sidste to år under pandemien. 

Fyret af corona

Arbejdslivet som komiker er anderledes end for den almindelige lønmodtager. Der er ikke en fast løn, som ryger ind på lønkontoen hver måned. Det er derimod solgte billetter til shows, som udgør Torben Chris' indtægt. 

Det er også svært at låne penge i banken, fordi Torben Chris ikke kan fremvise lønsedler for hver måned, som de fleste banker foretrækker. 

Og indtil for nyligt mente han, at han ikke kunne fyres. 

Torben Chris og Thomas Hartmann i programmet 'Jysk for begyndere' hvor de oplever alt det, som de synes gør Jylland fedt.
Torben Chris og Thomas Hartmann i programmet 'Jysk for begyndere' hvor de oplever alt det, som de synes gør Jylland fedt.
Foto: Respirator

- Jeg kan kun fyres, hvis alle kollektivt besluttede sig for, at jeg ikke længere var sjov. Men jeg blev så fyret af corona, siger Torben Chris. 

Da Danmark lukkede i marts 2020, lukkede de fleste indtjeningsmuligheder også for optrædende kunstnere som Torben Chris. For lukkede kulturhuse betød intet publikum. Intet publikum betød ingen indtjening. 

- Der var jeg fandme på røven. Det har været to virkeligt irriterende år, hvor jeg var meget frustreret og bare sad og så jobs vælte ud af kalenderen og fik opkald om aflysninger. Det var sgu ikke fedt, siger Torben Chris. 

TORBEN CHRIS OM SIN BEDSTE VITTIGHED:

Torben Chris har flere vittigheder, som han er stolt af. Nogle vittigheder har han arbejdet på i årevis for at få dem til at fungere perfekt. Han har stort set ikke en grænse, men anerkender, at grænsen går der, hvor publikum stopper med at grine. 

- En af de vittigheder, som jeg er mest stolt af, er en vittighed om hvorfor dyresex skal være tilladt. Det tog mig halvandet år at få den vittighed til at virke. Det er sindssygt svært, fordi folk bliver emneforskrækkede, så jeg var ude i alle vinkler for at bygge den op, så publikum ikke blev sat af. 

Oprindeligt skulle lukningen af landet vare nogle uger, men den blev ofte forlænget eller forkortet. Det skabte en usikkerhed i hele underholdningsbranchen, som gjorde, at alt blev sat på pause.

- Mange komikere skider blod, når Mette Frederiksen siger, at de holder hånden under kulturlivet - fordi gu gør de ej. Det er hamrende umuligt og et logistisk mareridt at søge puljer om erstatning, siger Torben Chris. 

Det var en idé mellem Torben Chris og Thomas Hartmann, som sikrede, at de to komikere kunne betale deres regninger gennem pandemiens nedlukninger. De lavede standup online. 

- Vi skulle have hinanden at spille op ad, ellers virker online standup virkeligt dumt. Men vi fik det til at fungere, og det kom vi igennem pandemien på, siger Torben Chris. 

quote Mange komikere skider blod, når Mette Frederiksen siger, at de holder hånden under kulturlivet - fordi gu gør de ej.

Torben Chris

I dag kunne Torben Chris kalde sig en af "de gamle" i dansk komik. Men det gør han ikke. 

- Det glemmer jeg virkelig, at jeg er. Det er en mærkelig fornemmelse, når jeg kigger på nye komikere og ingen kender, men også kan konstatere, at mange af dem er gode, siger han. 

quote

Jeg er jo også jyde, så jeg bruger ikke de penge, jeg tjener. Når jeg har tjent nok, kan det være, at jeg sortere de hårde jobs fra.

Torben Chris

Da Torben Chris begyndte, var branchen væsentligt mindre, end den er i dag. Han sammenligner det selv med, at der var 50 komikere for 20 år siden, men at der i dag er en Facebookgruppe for komikere med over 800 medlemmer. 

Men selvom det korte mørke hår er gråsprængt, har han ingen planer om at trække sig tilbage. Han vil stå på scenen, indtil han falder om. 

- Jeg er jo også jyde, så jeg bruger ikke de penge, jeg tjener. Når jeg har tjent nok, kan det være, at jeg sorterer de hårde jobs fra, siger Torben Chris. 

Torben Chris var inviteret til Christiansborg for at komme med bud på, hvordan samfundet kan løse de særlige udfordringer, som mænd og drenge har i forhold til ligestilling. Et emne, der optager komikeren.
Torben Chris var inviteret til Christiansborg for at komme med bud på, hvordan samfundet kan løse de særlige udfordringer, som mænd og drenge har i forhold til ligestilling. Et emne, der optager komikeren.
Foto: Alexander Klemp, TV SYD

Det leder os tilbage til debuten på Give Festival i 2002, hvor Torben Chris gik på scenen foran et publikum med promiller i blodet. 

- Festivaljobs er notorisk hårde, fordi folk er fulde og går frem og tilbage til baren, ligesom jobs på efterskoler hvor eleverne er grønne i hovedet efter at have drukket 12 breezere. Så når jeg bliver gammel, må det gerne være jobs i kulturhuse, hvor publikum sidder ned og har betalt for et godt grin, siger Torben Chris. 

Han færdiggjorde faktisk uddannelsen til lærer, men den gerning har Torben Chris ingen planer om at vende tilbage til.

Han ender sine dage på scenen med grebet om mikrofonen.

Se alle afsnit af 'Jysk for begyndere' lige her - det er gratis.

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu