Tove og Børge fejrer jubilæum i den lykkelige ghetto

I 50 år har Børge og Tove Nielsen boet i ghettoen Finlandsparken i Vejle. Her er de trygge og har ingen planer om at flytte.

Tilbage i oktober 1967 stod Finlandsparken i Vejle færdigbygget. Malingen var knapt blevet tør, da Tove og Børge Nielsen var flyttede ind.

Et halvt århundrede er gået og Den lykkelige Ghetto, som beboerne betegner området, fejrer sit 50 års jubilæum fredag og lørdag.

En fest beboerne har samlet 300.000 kroner sammen til.

I dag betegnes Finlandsparken som et ghettoområde og har hos nogen et blakket ry. Tove og Børge Nielsen har dog aldrig oplevet problemer og er stadig rigtig glade for at bo i området.    

- Vi føler os ikke utrygge her, siger Tove Nielsen.

Alle hjælper til med festen – også Tove og Børne Nielsen. Og fejringen byder blandt andet på en 50 meter lang kagemand, en meter for hvert år Finlandsparken har eksisteret.

- Et eller andet sted er vi jo rigtig kede af at være på den her ghettoliste. Det kan vi ikke gøre noget ved. Men os der bor her er rigtige glade for at være her, siger Christina Christensen næstformand i afdeling 29 AAB 

I gennem årene er der sket mange forandringer i området. Bygningerne er blevet renoveret, og der er skudt millioner i området. Lige nu er der kun få af de 529 lejligheder, der er ledige.

Det bliver Børge og Toves lejlighed heller ikke foreløbig, slår de fast.