Tre unge iværksættere får pris

Foran 500 andre virksomheder er de blevet hædret for deres jobportal Ungarbejde.dk

Rasmus Terp, Martin og Andreas Fabricius har fået Iværksætterprisen 2010 i Vejle.

- Det er den ypperste hæder at modtage for en virksomhed i Vejle-området. Vi havde ikke regnet med at være med i opløbet, så det var en enorm glæde at modtage prisen, siger 19-årige Martin Fabricius, der er udviklingschef og medstifter af jobportalen.

- Utroligt at tænke 2 år tilbage, da vi startede med at komme i IDEA-House i Vejle, hvorfra vi byggede vores første version af portalen op. Processen fra idé til online er da også kun blevet muligt i kraft af de personer, som har troet på os tre hele vejen, siger han.

Ungarbejde.dk startede med at teste konceptet i Vejle primo 2008.
Herefter fik portalen hurtigt ben at gå på, og de første kunder kom i hus.

- Ungarbejde.dk har været igennem hele iværksætter-møllen i Vejle, siger borgmester i Vejle Arne Sigtenbjerggaard.

- Lige fra innovation på Vejle Handelsskole, Vejle Erhvervsudvikling, Åbne Faciliteter og i dag i Idea House. De tre unge stiftere er rollemodeller for andre unge med en god idé i maven, siger han.

Ungarbejde.dk