Troels Lund vender tilbage

Tre måneder. Så længe kunne det lokalvalgte folketingsmedlem Troels Lund Poulsen (V) undvære Christiansborg. I næste uge vender han tilbage.

I næste uge vil han genoptage sit arbejde i Folketinget og afbryde sin orlov, der har varet siden den 4. december sidste år. Det skriver Horsens Folkeblad i dag.

En orlov, som han tvunget af omstændighederne valgte at tage, da der i december opstod presse- og politisk stormvejr om hans person i forbindelse med sagen om lækagen af Helle Thorning-Schmidts skattepapirer.

Han giver to grunde til, at det netop er nu, han vil vende tilbage til Christiansborg.

Dels er den undersøgelseskommission, der bl.a. skal undersøge Troels Lund Poulsens involvering i lækage-sagen nu nedsat, og dels har han ved at deltage i næsten alle generalforsamlinger i områdets Venstrevælger-foreninger den seneste tid fået bekræftet, at der er lokal opbakning til ham som person.

Beslutningen om, at den tidligere skatteminister nu vil vende tilbage til Folketinget offentliggjorde Troels Lund Poulsen overfor sine trofaste støtter, da Venstres kommuneforening i Hedensted havde deres generalforsamling i aftes.
En meddelelse, der blev modtaget med klapsalver af de 45-50 fremmødte.

Troels Lund Poulsen vil i næste uge vende tilbage til de samme poster i Venstre, som han forlod, bl.a. posten som forsvars-ordfører og medlem af forsvars- og skatteudvalget samt stedfortræder i udenrigs-politisk nævn.