Ukrainsk præst i Danmark siger, at folk har forandret sig: - Det er ikke de samme mennesker

I Danmark er der én præst, som den katolske kirke ringer til, når ukrainere skal til messe - den katolske udgave af en gudstjeneste.

Han hedder Vasyl Tykhovych.

Den 41-årige katolske præst bor i København, men han rejser rundt i Danmark for at prædike for ukrainske menigheder. Søndag var han i Vejle for at holde messe i den katolske kirke Sankt Norberts.

Men det er ikke de samme mennesker, som kommer. Ikke siden krigen brød ud i hans hjemland den 24. februar, da Rusland invaderede Ukraine.

- Jeg kigger på deres ansigter og deres øjne og ser, at de er triste. Det er ikke de samme mennesker, som har jeg mødt før, siger Vasyl.

Udover de i forvejen danskboende ukrainere er der også begyndt at komme ukrainske flygtninge til gudstjenesterne.

Vasyl vurderer, at der kommer en tredjedel flere mennesker, end der gjorde før.

Men han er også tættere forbundet med dem, end de aner.

Bomber og badekar

Vasyl Tykhovych boede i Ukraine, indtil han var 24 år. Derefter læste han til præst i Rom og kom til Danmark i 2005. Året efter blev han den danske katolske kirkes ukrainske præst.

Han kommer fra den vestlige del af Ukraine, som føler sig tættere knyttet til vesten og orienterer sig mindre mod Rusland i øst. Den vestlige del er også gået væsentligt mere fri fra den russiske aggression, som primært har bevæget sig fra øst, nord og syd ind i landet.

Men det betyder ikke, at han ikke mærker krigen. Hans forældre og hans bror bor stadig i landet. For to uger siden rejste hans mor med brorens to børn på 15 og 17 år til Danmark, for at børnene kunne befinde sig i sikkerhed langt væk fra russiske bombardementer.

- Børnene er meget bange. Da luftalarmerne begyndte at hyle, gemte min brors familie sig på badeværelset, hvor børnene sov i badekarret, fordi de ikke havde et beskyttelsesrum. De græder om natten, fordi de savner deres forældre. Det er så trist, og der er så mange familier, som er blevet skilt, siger Vasyl.

Vasyls bror er mand og må derfor ikke forlade Ukraine. Han deltager i landets forsvar, mens brorens kone arbejder som sygeplejerske. Et ikke ufarligt job da Ukraine påstår, at Rusland bomber hospitaler.

Selvom Vasyl snakker med sin familie hver dag, og de befinder sig i den vestlige del af landet med færre kamphandlinger, er han stadigt bekymret for dem. Det gør det sværere for ham at passe sit arbejde som præst. Et arbejde hvor han skal forsøge at indgyde håb hos de lyttende mennesker i kirken.

- Jeg kunne ikke tro, at der er krig, da jeg har talt så meget om fred i verden. Nu er der krig i mit land, og jeg græd under messen, da jeg skulle holde den første efter krigens begyndelse, siger Vasyl.

Et ord med en præst

Det er ikke kun Vasyl, som taler til menigheden i kirken. Ukrainske flygtninge fylder en større og større del af pladserne i kirken, og Vasyl mærker, at folks tanker hviler på familierne i Ukraine.

Men han prøver gennem sin prædiken at trøste og berolige menigheden, og han håber, at han kan give håb og støtte folk.

- Jeg er virkelig påvirket, og alle mine prædikener har en anden karakter nu. Stemningen i kirken er noget helt andet, end den plejer at være. Jeg kan mærke, at luften er spændt, og stilheden er øredøvende. Det bekymrer mig meget, siger Vasyl.

Flere flygtninge henvender sig ofte til ham, og han prøver efter bedste evne at favne dem og spørge ind til deres liv. Nogle gange græder børnene, hvis han spørger, hvor deres far er. Nogle gange er de helt stille, fordi de vænner sig til at være i sikkerhed.

At være fri for Ruslands bomber i Danmark skaber en paradoksal virkelighed. Fordi den nærmeste familie måske stadig er i Ukraine, så Vasyl oplever, at de ikke kan slippe bekymringerne.

Det kan Vasyl heller ikke. Ligesom som dem der lægger ører til hans prædiken, kredser hans tanker også om hans mor, far, bror og svigerinde i Ukraine.

- Jeg er lige så bekymret som dem i kirken. Vi er sammen om det, siger Vasyl.