Ulovlig skolegang godkendt

Syv måneders ulovlig undervisning på en række skoler i Vejle Kommune er nu gjort lovlig.  Undervisnings-minister Christine Antorini har godkendt undervisningen som et forsøg, fordi Vejle er en såkaldt frikommune.

Det gælder blandt andet for eleverne på Egtved Skole, der siden sommerferien er blevet undervist på tværs af årgange i fælles lokaler - selvom det er i strid med loven.

Tre timers lektion

De traditionelle gamle klasser med lektioner på 45 minutter er væk. Alle elever på en årgang er en gruppe med to-tre lærere, og i løbet af dagen bliver de delt op i hold. Lektionerne varer tre timer ad gangen, og det giver tid til fordybelse.
 
De lange undervisningsforløb bliver hver dag brudt op af 20 minutters fysisk aktivitet, for at få ilt til hjernen. Det har erstattet de traditionelle idrætstimer.
 
Danmarks Lærerforening har kritiseret forsøgene og siger, de giver en dårligere undervisning.