Ultimatum til V: Alle Togfondens projekter skal gennemføres

Partierne bag Togfonden er blevet enige om, hvordan de igen skal få fonden på skinner.

Samtlige partier uden om Venstre, dog undtaget Alternativet, gik fredag til finansminister Claus Hjort Frederiksen med et ultimatum: Kom med på vognen og skriv Togfondens projekter ind i finansloven eller bliv stemt ned.

Claus Hjort Frederiksen fik fremlagt en plan, som indebærer, at alle projekter i Togfonden bliver fastholdt.

Togfonden skal gennemføres i to faser. Første fase inden 2019, og anden fase efter 2019. Anden fase indeholder både togforbindelse til Billund Lufthavn og en togbro over Vejle Fjord. Selv om Dansk Folkeparti stadig stritter imod togbroen.

Togbroen over Vejle Fjord har levet en omtumlet tilværelse. Først blev den planlagt i det store forlig om Togfonden. Så blev den dømt ude af den nuværende Venstreregering. Men fredag dukkede togbroen atter op. Til stor skuffelse i Vejle.

- Det er forfærdeligt, for den bliver over 40 meter høj og vil være voldsomt dominerende i det her område. Alle på begge sider bliver berørt, så det er vi meget, meget kede af, siger vvs-installatør Torben Enghave til TV SYD. Han bor på Sellerup Strand på sydsiden af Vejle Fjord, hvorfra togbroen skal føres over til Daugaard Strand i Hedensted Kommune.

Også borgmesteren er skuffet.

- Mit ønske er, at man får kigget på hele Togfonden – og så får man i hvert fald fjernet Vejle Fjord-broen fra jordens overflade. For den er totalt unødvendig, og den er spild af skatteborgernes penge, siger Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggard (V).

Uanset hvad, så gik et flertal uden om regeringen fredag i offensiven. De slog fast, at Togfonden bliver som den oprindeligt så ud – inklusiv en ny bro over Vejle Fjord.

- Hele Togfonden består. Vi er i enige om, at Togfondsforligskredsen står sammen. Det gør den også på den anden side af 2019. Det er kun hvis kredsen bliver enige om at tage projekter ud eller lægge nye projekter ind at det kan ske, forklarer Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht.