Ung mand omkommet i trafikulykke efter sammenstød med lastbil

Politiet blev i morges kaldt til Ballevej nord for Bredsten, da en motorcyklist kørte frontalt sammen med en lastbil. Motorcyklistens liv stod ikke til at redde.

Onsdag morgen omkom en 23-årig mand fra Fredericia i forbindelse med en trafikulykke på Ballevej nord for Bredsten. Politiet modtog anmeldelsen klokken 07.04.

- Det viser sig, at han formentlig er i gang med en overhaling, da han kører frontalt ind i en modkørende lastbil, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Torben Wind.

Landsdelen var her til morgen indhyllet i tåge, og det kan have spillet en rolle i forhold til ulykken.

- Så man kan jo gisne om, at han ikke har kunnet se noget, siger vagtchefen.

Kort efter ulykken blev der forsøgt genoplivning af den 23-årige mand, men hans liv stod ikke til at redde.

Lastbilchaufføren har ikke lidt fysisk overlast, men han var tydeligvis chokeret ovenpå hændelsen, ifølge vagtchefen.

To personbiler kørte også galt som følge af uheldet. Deres tilstand skulle efter omstændighederne være okay.

Vejen spærret i begge retninger

Morgentrafikken i området blev selvfølgelig også påvirket af ulykken, da man måtte afspærre Ballevej. Den var spærret frem til klokken 09.30, hvor et spor blev åbnet og biler fra begge retninger skiftevis blev lukket igennem. 

- Vi forsøgte så tidligt som muligt at oplyse om afspærringen, så folk kunne omlægge deres rute på vej til arbejde, fortæller Torben Wind.

Udover den tragiske hændelse på Ballevej, har man ud fra Politiets oplysninger ikke haft andre trafikuheld i politikredsen her til morgen som følge af uheldet.