Det er noget af et hesteeventyr, som Charlotte Almbjerg og Lars Marcussen fra Jerlev har oplevet.
For få dage siden løb deres travhest Candy La Marc med førstepræmien i et af de allerstørste travløb i Sverige, og det kommer mildt sagt som noget af en overraskelse for de to ejere.
- Det er fantastisk, det er så skønt, så skønt, siger Lars Marcussen til TV SYD.
Det er fantastisk, det er så skønt, så skønt
Med til eventyret hører nemlig også, at Candy La Marc for to år siden blev sat til salg på en auktion i Sverige. Men ingen var på det tidspunkt interesseret i at købe hesten, der var til salg for 100.000 svenske kroner.
Nu snuppede hesten så førstepræmien på 1,4 millioner svenske kroner i Svenskt Tarv-Oaks. Oven i det så får ejerne også en bonus på 400.000 svenske kroner.
Det her det er fuldstændig vildt. Bare det at være med i løbet synes vi, var fuldstændig vildt, fortæller Charlotte Almbjerg til TV SYD.
Det her det er fuldstændig vildt. Bare det at være med i løbet synes vi, var fuldstændig vildt
De to driver til dagligt stutteriet La Marc i Mejsling ved Vejle, men det foregår ved siden af jobbet som henholdsvis smed og bogholder.
I det svenske løb i Stockholm var Candy La Marc oppe mod nogle af de bedste svenske heste. I Sverige er travsporten langt større end i Danmark. Derfor har de i Sverige også langt flere heste at vælge imellem.
Sejren til Candy La Marc er derfor også helt uvirkelig for både Charlotte Almbjerg og Lars Marcussen.
Efter sejren har de besluttet, at Candy La Marc ikke skal sælges, for fortsætter det, som det går nu venter der mange flere sejre til hesten, der for to år siden ikke kunne sælges.
- Hvis vi kan undgå skader og sygdom, kan det blive sjovt. Det er faktisk allerede sjovt nu, og den har vundet syv af de seneste ni starter, den har haft, siger Charlotte Almbjerg til TV SYD.