Varmt og tørt vejr øger brandfaren

Naturen er knastør, og derfor lyder opfordringen fra Danske Beredskaber: Tænk dig om, når du bruger ild.

Solen skinner, og det blæser lidt. Det giver en brandfarlig cocktail. Det varme og tørre vejr øger derfor risikoen for brand, når der skal grilles, tændes bål eller ukrudtsbrænderen skal bruges.

En anden synder er cigaretskoddet, og det er vigtigt, det ikke bliver smidt i naturen, lyder opfordringen fra Jarl Vagn Hansen, beredskabsdirektør for Trekantområdets Brandvæsen og formand for Danske Beredskaber.

- De sidste fem dage har vi været ude til seks naturbrande. Nogle af brandene kan være forårsaget af et cigaretskod, der har ligget blandt tørre blade og grene. Så det er vigtigt at være påpasselig, siger han til TV SYD.

Før regn, nu tørke

Der har været mange solskinstimer i april måned, og det har gjort naturen knastør. Beredskabsdirektøren tror dog, at de mange regnfulde dage i vinteren har gjort, at borgere ikke tænker helt så meget over, hvor tørt der er i naturen.

- Det virker jo paradoksalt. Det har regnet i syv måneder, men nu er topvegetationen meget tør, og det øger brandfaren, siger Jarl Vagn Hansen.

Han anbefaler, at borgere tjekker brandfare.dk. På siden findes et brandfareindeks, som er godt at holde øje med. I de kommende dage bliver indeksfarverne i det syd- og sønderjyske mere røde, hvilket indikerer, at gløder og mindre flammer nemmere kan antænde naturen.

Opfordring fra Jarl Vagn Hansen er klar:

- Tænk dig om, når du bruger ild. Rygere skal putte deres cigaretskod i askebægere. Ukrudtsbrænderen skal blot svitse ukrudtet, og så skal brænderen ikke for tæt på hækken eller beboelse. Har man hyggebål i haven, så hold øje med det.

Gode råd:

  • Hvis du skal tænde bål eller grille, anvend pladser der er til det
  • Hold afstand til bevoksning
  • Efterlad aldrig bål eller grill, der ikke er slukket helt
  • Tænd aldrig bål eller grill hvis det blæser meget eller er meget tørt
  • Hav altid vand i nærheden når du tænder bål eller griller
  • Smid ikke cigaretskod og lignende i naturen
  • Ring 112 hvis uheldet alligevel er ude

Kilde: Brandfare.dk