VB-bestyrelsen: Vi har et stort arbejde foran os

Vejle Boldklub er kommet på nye hænder, og det sætter gang i en større udskiftning i klubben - både på og udenfor banen.

Dagens udmelding om, at Vejle Boldklub er blevet opkøbt af den moldoviske forretningsmand Andrei Zolotko, løser ikke med et trylleslag alle klubbens problemer, lyder det fra den nye bestyrelse.

- Der er ikke spillere nok lige nu. Jeg forventer, vi kan skrive under på en kontrakt med en ny træner i morgen eller i overmorgen, og så skal vi tage en snak med  de spillere, der har kontraktudløb, som vi kan se har en fremtid i klubben, siger bestyrelsesmedlem Gert Eg til TV SYD.

Som det ser ud nu, har hele ni af klubbens spillere kontraktudløb den 1. juli, og Vejle Boldklub har for nylig måttet aflyse to træningskampe, fordi de ikke kunne stille med et helt hold.

Også bestyrelsesmedlem Klaus Eskildsen, som ejer den anden halvdel af kapitalen i VB Alliancen A/S, er enig i, at der skal nye boller på suppen:

- Vi har et stort arbejde foran os, for vi har ikke ret mange uger til at opbygge et hold. Det er klart, at vi godt ville have haft et par uger mere. Der skal et arbejde i gang nu, hvor vi skal i gang med at kigge på holdet, og der kommer nok også til at ske lidt på det organisatoriske plan. Vi skal have en ny cheftræner, også skal vi se på nye spillere, siger Klaus Eskildsen til TV SYD.

Ingen af de to bestyrelsesmedlemmer vil kommentere, hvor mange penge, der er blevet tilført klubben. I stedet lægger de vægt på, at aftalen med Andrei Zolotko ikke kun har handlet om økonomi.

- Det er ikke kun et spørgsmål om penge. Det her er et langsigtet projekt, og vi vil skabe en forretning i balance. Vi har taget referencer på Andrei, og han har et stort internationalt netværk. Han kommer til at opholde sig en del i Vejle, og han har selv her til morgen været med til at orientere hele organisationen og spillerne om Vejles nye investorer, siger Gert Eg.

Vejle Boldklub har sæsonstart den 24. juli, hvor de på hjemmebane skal møde Fremad Amager.