Vejle-borgmester: Vi var ikke forberedte

Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, erkender blankt, at kommunen ikke var forberedte på uvejret fredag, der gav massive oversvømmelser. Der er dog initiativer på vej for at forhindre lignende situationer.

- Vi var ikke forberedte på uvejret. Det må jeg sige. Vi var ikke klar over, at der kom så meget vand. Men det viste sig, at det gjorde der, så det var lidt af en grim situation.

Så klar i mælet er Arne Sigtenbjerggaard, der er borgmester i Vejle Kommune, ovenpå den megen regn, der ramte kommunen fredag, og som har givet massive oversvømmelser i dele af kommunen. Arne Sigtenbjerggaard ved dog ikke, om det havde gjort nogen forskel, hvis kommunen havde fået et varsel.

- Jeg ved ikke, om vi kunne have gjort så meget mere ved det. Det kan være, man kunne have lagt lidt sandsække og være rykket lidt hurtigere ud. Vi kunne nok ikke gøre en hel masse ved det. Vi har jo ikke nogen mulighed for at styre vejret, siger borgemesteren til TV SYD.

I kommunen er de dog ved at arbejde på initiativer, der kan være med til at forhindre en gentagelse af situationen.

- Havde vi været lidt længere fremme tidsmæssigt, måske et halvt år længere fremme, så kan det godt ske, at nogle af de tiltag vi er i fuld gang med at lave, de havde fungeret, så vi måske ikke havde fået den her voldsomme situation, siger Arne Sigtenbjerggaard til TV SYD og fortsætter:

- Det er noget, der har været arbejdet på længe, siden vi begyndte at opleve de her voldsomme massive, regndage, vi oplever nu. Vi er jo udpeget som en af de 10 byer af Kystdirektoratet i Danmark, hvor der er fokus på oversvømmelser, og det er jo derfor, vi har en klimasikringsplan ude til høring lige for øjeblikket. Det er noget, der er stærkt fokus på, fortæller Arne Sigtenbjerggard.

Også i Varde og Esbjerg gav regnen fredag massive oversvømmelser.

Du kan her se interviewet med Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, om oversvømmelserne i kommunen (Varighed: 01:58 min.).