Vejle-byggeri høster international hæder

Byggeriet "Bølgen", der pryder Vejles kyst, har vundet endnu en pris for sin storslåede arkitektur. Denne gang en international en af slagsen.

To bølgetoppe skulle der til for at vinde den internationale arkitekturpris LEAF Awards 2010.

Vejles varetegn "Bølgen" vandt prisen for sin nyskabende arkitektur. Byggeriet stod færdigt i 2009 og blev udformet af arkitektfirmaet Henning Larsen Architects.

Prisen blev uddelt af sammenslutningen af europæiske arkitekter, Leading European Architects Form (LEAF). De har siden 2002 årligt uddelt priser til spændende arkitektprojekter.

Med sine ni etager og smukke udformning, er det ikke første gang "Bølgen" modtager en pris. I 2009 vandt bygningen også en pris som "Årets Bedste Boligbyggeri i Danmark."