Vejle og Horsens mødes i lokalbrag

Søndag eftermiddag mødes Vejle og Horsens i en spændende kamp, der kan være med til at afgøre Vejles muligheder for oprykning til Superligaen.

Vejle Boldklub og AC Horsens tørner søndag eftermiddag sammen i et vaskeægte lokalbrag på Vejle Stadion. Det er vigtige point, der er på spil i dag for Vejle. For hvis Vejle taber opgøret, så må klubben måske affinde sig med at blive i 1. divisionen endnu en sæson. Men VB-truppen tror på en sejr.

- Spillerne har vist en stor tro på egne evner i den sidste uge og de ved, hvad de kan. Det arbejde vi udfører i dagligdagen, skal vi have med ind på Vejle Stadion, siger cheftræner Klebér Saarenpää på VB’s hjemmeside.

For AC Horsens er pointene knap så vigtige i deres første kamp i forårssæsonen. Med et nederlag hænger de nemlig stadig på i kampen om oprykning til Superligaen. Og manager Bo Henriksen er da også klar over, at hjemmeholdet Vejle har mere på spil i dagens kamp.

- Vejle har forstærket truppen kraftigt henover vinterpausen, og klubben har meldt klart ud at de SKAL rykke op til sommer. Derfor ser jeg også Vejle som favoritter i kampen mod os, siger Bo Henriksen på AC Horsens hjemmeside.

Siden 1945 har Vejle Boldklub og AC Horsens spillet 57 kampe mod hinanden i danmarksturneringen. Og det er Vejle, der oftest er gået fra opgøret som vinder. Se, hvordan kampene er gået i skemaet herunder.

Antal kampe i altAntal sejre til VejleAntal sejre til HorsensAntal uafgjorte kampe
57231816

 

Lokalbraget bliver spillet klokken 14:30 søndag eftermiddag.

Der er flere af de syd- og sønderjyske fodboldhold, der skal på grønsværen i dag. I 1. division tager FC Fredericia imod Næstved kl. 14:30.  I superligaen møder Sønderjyske de regerende danske mestre FC Midtjylland hjemme i Haderslev kl. 12:00 i en kamp om rækkens 2.-plads, mens Esbjerg fB gæster Brøndby med kampstart kl. 18.