Vejle skal være værtsby for internationalt stævne

Vejle har tre store stævner på vej.

Vejle skal være værtsby for verdensmesterskaberne i  kørestolsrugby i år 2022. Byen er udvalgt af Det Internationale Kørestolsrugbyforbund (IWRF). Det oplyser ParasportDanmark i en pressemeddelelse.

Valget af Vejle skal ses som en anerkendelse af, at byen sidste år var vært for et velafviklet EM i den samme sportsgren.

En fornøjelse

- Det var virkelig en fornøjelse for mig at besøge Vejle i forbindelse med EM i 2019, og det glæder mig, at vi nu kan se frem til et VM i 2022 i samme flotte rammer, siger IWRF-formand Richard Allcroft.

Det er anden gang, at Danmark skal være vært for et VM i kørestolsrugby. Første gang var i Odense i 2014.
Sporten er udviklet i Canada i 1970’erne. Den rummer elementer fra basketball, rugby og håndbold.

Vejle, Vejle, Vejle

Næste år skal Vejle også være værtsby for Tour de France, og efter al sandsynlighed skal byen i 2025 være vært for DGI’s landsstævne med ca. 60.000 deltagere og tilskuere.