Vejlegård-sagen på to minutter

Sagen om Vejlegården er endt med sigtelse for forsikringssvindel og brandstiftelse mod restauratør. Her er et overblik over hele sagen:

* Restauratør Amin Skov overtager Restaurant Vejlegården i oktober 2011.

* Han melder sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening, og hans medarbejdere bliver samtidig omfattet af en overenskomst med den kristelige fagforening Krifa mod tidligere 3F.

* Det betyder ifølge 3F, at en tjener, som tidligere var garanteret 130 kroner i timen på Vejlegården, nu kun er garanteret 110 kroner i timen med den nye overenskomst.

* Efter flere forgæves forsøg på forhandling indleder 3F den 19. marts 2012 en blokade og sympatikonflikt mod Vejlegården.

* Blokaden betyder blandt andet, at flere leverandører ikke kommer med varer til restauranten.

* Sympatikonflikten omfatter HK, så Vejle Amts Folkeblad får ikke trykt avisen, hvis den bringer en annonce fra Vejlegården, som reklamerer for stegt flæsk og persillesovs. Der kommer heller ikke post til Vejlegården, fordi postbudene er organiseret i 3F.

* Konflikten ruller hen over sommeren, og mange politikere fra den borgerlige fløj udtrykker sympati for Amin Skov.

* Blandt andet afholder Liberal Alliance sommergruppemøde på restauranten, ligesom flere politikere valfarter til Vejle for at spise stegt flæsk på restauranten.

* Både Amin Skov og 3F modtager flere anonyme trusler undervejs i konflikten, som sætter sindene i kog og skaber debat om fagbevægelsens blokaderet.

* Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) mener, at konflikten mod Vejlegården er ulovlig og anlægger sag i Arbejdsretten mod 3F.

* 29. november afgør Arbejdsretten, at 3F har retten sin side. Dog gik nogle af fagforbundets aktioner gik over stregen, for eksempel flere af 3F's bannere og løbesedler, som opfordrede til kundeboykot af restauranten.

* Amin Skov nægter dog fortsat at indgå overenskomst med 3F, og konflikten fortsætter.

* 21. december bliver Amin Skov indlagt med røgforgiftning på hospitalet, efter der er udbrudt brand på Vejlegården. Han hævder at være blevet overfaldet og kun med nød og næppe undsluppet fra branden med livet i behold.

* 2. januar afviser politiet i en pressemeddelelse, at Amin Skov blev overfaldet i forbindelse med branden.

* 22. januar anholder politiet Amin Skov og sigter ham for selv at have sat ild til restauranten for at få udbetalt penge fra sit forsikringsselskab.