E-sportsholdet Astralis, der har Nicolai ”Dev1ce” Reedtz fra Vejle på holdet, vandt her til aften foran 10.000 tilskuere endnu en stor turnering – Intel Extreme Masters i Katowice i Polen.
Efter en næsten fem timer lang dyst blev modstanderholdet Faze Clan natten til mandag endegyldigt elimineret, da danskerne vandt den fjerde af fem mulige baner med 16-13, det skriver Ritzau
Astralis kom ellers skidt fra start med et klart 9-16-nederlag på Cache-banen. Siden fulgte dog sejre på henholdsvis Overpass og Nuke.
Med på modstanderholdet Faze var spilleren Finn Andersen eller ”Karrigan”, der indtil for nyligt var en del af Astralis.
Sejren sikrede de fem computerspillere en gevinst på 700.000 danske kroner – samtidig cementerede danske Astralis sin position som verdens bedste Counter-Strike-hold.
Det er kun lidt mere end en måned siden, at Astralis vandt en majorturnering i USA. Dengang kunne holdet hæve hele 3,5 millioner kroner i pengepræmie.