Vejret volder problemer på vejene

Dagens vejr giver glatte veje og mange uheld. Det mærker de til hos Sydøstjyllands- samt Syd- og Sønderjyllands Politi.

 Politiet advarer mod glatte veje blandt andet i Trekantsområdet, hvor der i dag er blevet meldt om flere uheld. 

Klokken 19.06 fik politiet en anmeldelse om et uheld ved Bredsten og Vejlevej ved Kærbølling. En personbil og en lastbil er kørt sammen, men der er ingen tilskadekomne.

Da politiet ankommer til stedet, finder de ud af, at lastbilerne har problemer med at komme op ad bakken i retning mod Billund.

Om det er grunden til uheldet, ved politiet ikke, siger Halfdan Kramer, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Det er ikke det eneste uheld Sydøstjyllands Politi har oplevet i dag.

En mælkevogn ved Kolding Syd ligger lige nu i grøften sammen med 37.000 liter mælk. Uheldet har ikke givet nogen tilskadekomne, men det koster en enkelt vognbane, og det giver kø i nordgående retning, siger Sydøstjyllands Politi.

Om det skyldes uheldet eller vejret, ved politiet heller ikke.

Uheld fortsætter
Sydøstjylland Politi skriver på Twitter, at endnu et færdselsuheld har fundet sted her til aften. Nu på Gl. Århusvej nord for Horsens. Det betyder, at vejen er spærret på ubestemt tid, og skal man den vej, er der foreløbig omkørsel gennem Tvingstrup og Serridslev via Serridslevsvej. 

Politiet opfordrer bilister til at køre forsigtigt.