Venstre i Vejle vælger borgmesterkandidat

Mandag aften skal medlemmerne af Venstre i Vejle Kommune vælge, hvem der skal afløse Arne Sigtenbjerggaard som partiets borgmesterkandidat.

Det ventes at omkring en tredjedel af de lidt flere end 900 medlemmer af Venste i Vejle Kommune i aften møder frem for at vælge partiets nye borgmesterkandidat.  

Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard meddelte i begyndelsen af august, at han på grund af alder ikke genopstiller. Han fylder tirsdag 65 år.

Venstremedlemmerne skal vælge mellem gruppeformand, Jens Ejner Christensen og byrådsmedlem Gitte Frederiksen, der er formand for voksenudvalget.

48-årige Jens Ejner Christensen, gårdejer fra Vindelev ved Jelling, var først til at melde sig som interesseret i at blive borgmesterkandidat og har længe været betragtet som Venstres kronprins i Vejle byråd.

- Jeg har det rigtige fokus på at skabe politiske resultater, og jeg kan formidle det brede samarbejde. Den vigtigste opgave fra i aften og i morgen er at skabe synlighed og formidle Venstres visioner, fortæller Jens Ejner Christensen til TV SYD.

Gitte Frederiksen, 53 år,  socialrådgiver fra Bredsten, meldte sig hurtigt som udfordrer til sin gruppeformands borgmesterdrømme.

Se de to kandidater fortælle om deres plan for Vejle, hvis de vinder valget mandag aften.

- Jeg er visionær og en dygtig leder, og jeg kan skabe et helt hold, som vil ud og kæmpe for Venstres politik. Vi skal føre Vejle videre og skabe mere tilflytning og blive mere erhvervsvenlige. Vi skal ned fra en 30. plads til en top tre over erhvervsvenlige byer, siger Gitte Frederiksen til TV SYD.

Begge borgmesterkandidater har haft sæde i Vejle Byråd siden januar 2010.

Opstillingsmødet holdes i DGI-huset i Vejle og afgørelsen forventes at være klar kort før kl. 21.

Hør Vejle-borgmester Arne Sigtenbjerggaard give gode råd videre til den kommende spidskandidat til aftens opstillingsmøde.

Alle Venstres medlemmer i Vejle Kommune kan deltage i mødet og stemme på deres foretrukne kandidat. I de seneste uger har mere end 100 nye medlemmer meldt sig ind i Venstre i Vejle for at få indflydelse på valget af ny borgmesterkandidat.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.