Veterantoget er tilbage på skinner: - Det er en rigtig dejlig dag

Se nederst i artiklen, hvordan og hvornår du kan komme med veterantoget.

Nu er det igen muligt at komme med det traditionelle veterantog gennem Grejsdalen fra Vejle til Jelling. 

- Sidste år måtte vi jo undvære det på grund af en kendt pandemi. Men nu er vi tilbage i næsten normal gænge, siger Henrik Cordtz, Formand for Sydjyllands Veterantog.

Det var nemlig første gang siden 1977, at toget ikke fik kørt sin vanlige rute. 

- Det er en rigtig dejlig og stor dag i dag. Det er altid rart at komme ud og vise vores materiel frem for andre mennesker, siger han.

Henrik Cordtz, formand for Sydjyllands Veterantog, var i dag togfører.
Henrik Cordtz, formand for Sydjyllands Veterantog, var i dag togfører.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Det var også en særlig oplevelse for Danny Herlev Aagaard fra Vejle, der i anledning af sin fødselsdag slæbte sine børn med i Veterantoget.

- Jeg synes, det er en super oplevelse, og jeg er vild med de her kupéer. Det er jo noget helt andet end et offentligt tog i dag, siger han. 

Men det er ikke kun fødselaren, der er begejstret over veterantoget.  

- Børnene synes jo også, at det er en fed oplevelse.

Båret af frivillige

Henrik Cordtz er bare én af de godt 30-40 frivillige, der mødes i Lunderskov for at pusle om stort og småt på veterantoget. 

Materiellet er helt tilbage fra 1910 og 1920, ja sågar fra 1898. Det er fortællingen om kulturarv, og om at man stadig kan vedligeholde det og få det til at køre, der er det sjove ved veterantoget.

- Det er jo et stort arbejde, som mange af vores frivillige og dygtige folk går og laver nede i Lunderskov. Så det er altid rart at komme ud og vise det og glæde andre mennesker med kørsel i et veterantog, fortæller han.

Veterantog Vejle 2021
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Med i en film

Selvom det ikke kørte sidste sommer, så har veterantoget alligevel været brugt. Det har nemlig medvirket i en filmoptagelse til opfølgeren til den første film om Hvidstensgruppen. Denne gang hedder filmen 'Hvidstensgruppen - De efterladte', og her var veterantoget altså en del af optagelserne, der foregik i Randers og i Padborg. 

Veterantoget kørte dog også en weekendtur på banen ved Ry i forbindelse med banens jubilæum.

Sådan kommer du med Veterantoget

Veterantoget kører to dobbeltture hver søndag fra 11. juli 2021 til 15. august 2021.

Afgang fra Vejle klokken 10.11 og 13.11

Afgang fra Jelling Station klokken 11.18 og 14.18

I år skal man købe billet på forhånd for at komme med toget.


Damplokomotivet fra 1916 er trækkraft 11. juli, 25. juli og 1. august.

Dieselokomotiv MT er trækkraft 18. juli og 8. august.

Diesellokomotiv DI 11 er trækkraft den 15. august.


I Veterantoget er der regler om, at man skal bære mundbind ved ind- og udstigning, og hvis man står op i toget. Derudover gælder afstandskravet om en meter og gerne to, hvis det kan lade sig gøre.