Vi vil helst sætte tænderne i en banan

Æblerne er lige uden for døren, men vi vil hellere spise bananer.

20.000 kasser med i alt 2 millioner bananer – det er, hvad H. & P. Frugt A/S i Vejle hver uge får ind fra deres leverandør – og det antal, som de i gennemsnit sender ud i de danske butikker hver uge.

- Bananen er klart den frugt, som vi sælger mest af efterfulgt af æbler og pærer, lyder det fra salgs- og indkøbschef Carsten Guldbrand fra H. & P. Frugt A/S i Vejle - en af Danmarks største frugt- og grøntvirksomheder, der dagligt distribuerer frugt og grønt til hele landet.

Danskerne har spist bananer i knap 100 år, og i gamle dage ankom de gule frugter på store skibe, men i dag fremelskes den helt rigtige farve og fasthed i et specielt modningssystem.

quote

Bananen er klart den frugt, som vi sælger mest af efterfulgt af æbler og pærer.

Carsten Guldbrand, salgs- og indkøbschef, H. & P. Frugt

- Det er noget af en videnskab at modne bananer, og vi har udviklet processen gennem mange år. Modningsprocessen tager 4-7 dage, hvor bananerne står i vakuumrum. Ved at danne undertryk i rummene bliver luften suget hen over bananerne, så de modnes helt ensartet, lyder det fra Carsten Guldbrand.

Tidligere var hittet de bløde bananer med små brune pletter, men nu vil kunderne have en fast banan af den højgule slags:

Den kategori banan, som sælger bedst i supermarkedet, er kategori fire, som svarer til en højgul banan med grøn spids.
Den kategori banan, som sælger bedst i supermarkedet, er kategori fire, som svarer til en højgul banan med grøn spids.
Foto: Frederikke Langer

- Og netop det kan vi lave, da vi selv modner dem. Det har også den fordel, at vi hurtigt kan regulere produktet efter kundernes ønsker, lyder det fra salgs- og indkøbschef Carsten Guldbrand.

Læs mere om, hvor H & P Frugt modner deres bananer på firmaets hjemmeside.

Vidste du, at:

  • Der findes over 500 banansorter i verden, men i Europa sælges næsten kun dessertbananer.
  • Danskernes favorit er uden tvivl sorten Cavendish, som stort set er den eneste, der sælges i  butikkerne.
  • Bananen har en høj næringsværdi. Den indeholder 11 vitaminer og mineraler – herunder A-, E- og B-vitamin i store mængder. Desuden indeholder bananen fosfor, jern, kalk, kalium, kobber, magnesium, mangan og zink.
  • Mange tror, at bananen vokser på en palme, men i virkeligheden er bananplanten en af verdens største urter. Den vokser fra et lille græsligende strå til en 3-4 meter høj plante på under et år.

Så populær er bananen hos os danskere:

  • Danskerne elsker bananer. Vi spiser den tre gange i løbet af dagen. Til morgenmad og som snack om formiddagen og eftermiddagen.
  • Det et er typisk en frugt, vi tager med på farten i løbet af ugen - den har jo sin helt egen emballage som gør at den ikke skal skylles.
  • Bananen har ligget nr. 1 som den mest solgte varer i landets supermarkeder gennem de sidste 15 år - med stor margen til æbler og pærer, som de næste på listen.
  • For 25 år siden var danskernes årlige forbrug af bananer på omkring 8-9 kilo pr. næse – i dag ligger vi på 14-15 kilo. I Sverige og Norge spiser de endnu flere.

Bananen skal have den helt rigtige farve:  

  • En banan skal ikke bare være gul, den skal have den helt rigtige nuance af gul for, at kunderne finder den attraktiv at købe, og det sætter store krav til modningsprocessen
  • Det kræves at bananerne overvåges 24 timer i døgnet for at forvandle en dyb grøn banan til en salgsklar!!
  • Bananernes modenhed bestemmes på en skala fra et til syv. Den kategori, som sælger bedst i supermarkedet, er kategori fire, som svarer til en højgul banan med grøn spids.