Video: Se fyrværker gøre klar til stort nytårsbrag

Østjysk hotel fejrede nytåret med stort festfyrværkeri. Se klargøringen og resultatet af fyrværkerens arbejde.

Fyrværker Henning Pedersen fra Vejle stod endnu engang bag Munkebjerg Hotels store nytårsfyrværkeri. Selvom han har været fyrværker i over tyve år, så kræver det klargøring – og forbehold for vejret. TV SYD fulgte fyrværkeren nytårsnat.

- Vi har haft nogle byger. Derfor kan lunterne blive fugtige, så derfor skal de hurtigt pakkes ind, fortæller fyrværker Henning Pedersen til TV SYD.

Showet varede seks-syv minutter. Som andre fyrværkerishows har det en flot finale, og så er der indlagt flere såkaldte chokeffekter.

- Publikum kan blandt andet opleve en ildmur, der går op som et stort v på 40 meter i højden og 30-40 meter i bredden. Der står folk med åben mund og polypper, forklarer Flemming Pedersen.

Gæsterne på Munkebjerg Hotel var også begejstrede.

- Det var fantastisk. En virkelig flot måde at starte et nyt år på, og meget større end hvis man holdt nytår hjemme, fortæller Jesper Knützen til TV SYD.