Vielsesring dukkede op i genbrugsjord: Ejeren efterlyses

Kender du en, der blev gift med en Mona den 21-11-70? Så er ringen dukket op.

Sarah Klein Fuglsang fik andet muld med hjem, da hun søndag var på genbrugspladsen i Vejle.

Da hun kom hjem og hældte jorden i sit bed, dukkede der nemlig en vielsesring op af jorden.

I ringen står ’Mona 21-11-70’ indgraveret.

Sarah Klein Fuglsang har lagt et billede af ringen op på Facebook-gruppen ’Det sker i Jelling’ og ’Det sker i Vejle’, hvor hun efterlyser ejermanden.

Hun skriver til TV SYD, at hun håber, at ringen kan finde hjem til sin rette ejer eller dennes familie.

Sammenlagt er opslagene i de to grupper i skrivende stund delt over 300 gange.