Vinder af talentkonkurrence spiller på Jelling Musikfestival næste år

Quasar er Jelling Musikfestivals talentprogram, hvor vinderen får muligheden for at spille på festivalen.

Mellem fem finalister blev det en gruppe fra Middelfart, der vandt Quasar 2021, der er et talentudviklingsprogram, der skal hjælpe bands og solister til tops i musikbranchen. 

Navnet er Kalaset, og de kan se frem til en omfangsrig tour det næste år, der blandt andet går forbi Jelling Musikfestival. 

- Kalaset er et vinderorkester med et helt enormt potentiale, som vi i Quasar glæder os til at følge. Gennem det seneste års tid har vi allerede set de unge kunstnere udvikle sig massivt gennem bl.a. forløb med mentorer fra Quasar. Hvis de fortsætter kursen, kan de blive et af Danmarks nye store indierockbands, siger projektleder på Quasar Jacob Kromann Gallop.

Normalt afholdes finalen på festivalen, men i år blev den afviklet hos Vejle Musikteater. 

Om Quasar

Quasar er et musikalsk talentudviklingsprogram, der bl.a. gennem mentorordninger, workshops og branchenetværk hjælper bands og solister på vej i musikbranchen. Quasar er udviklet af Jelling Musikfestival og Sydjyllands regionale spillesteder og skabt med uvurderlig støtte fra Region Syddanmark, Vejle Kommune, Trekantområdet, Den Jyske Kunstfond, KODA Kultur og Tuborg Fondet.

Kilde: Quasar

Vinderbandet kan se frem til mindst 11 betalte spillejobs det kommende år, bl.a. på Jelling Musikfestival og Nibe Festival i 2022, foruden på en stribe regionale spillesteder. Kalaset vil desuden få æren af at varme op for HUGORM d. 29/6 under festugen Vejle Alive.

Her overrækker Lars 'Charlie' Mortensen fra Jelling Musikfestival til Kalaset.
Her overrækker Lars 'Charlie' Mortensen fra Jelling Musikfestival til Kalaset.
Foto: Quasar

Tilbage i marts måned viste vi her på TV SYD konkurrencen, hvor Boys from Heaven og At Ease vandt og er blevet garanteret spilletid på den førstkommende festival.