Det tager kun 2 min. at klippe et får

Indsendt af Karin Jensen fra Skærbæk. Det er sæson for fåreklipning. Det skal helst være nu i god tid, inden de begynder at læmme. Her på egnen har flere fåreavlere lejet professionelle polske fåreklippere til arbejdet, og de gør det hurtigt, effektivt og skånsomt for både mand og får. Det er en oplevelse at se dem arbejde. Arbejdet foregår under stor koncentration, hvert skridt og håndgreb er indøvet gennem mange, mange timers arbejde med fårene. De er 3 i alt til opgaven: 2 mand klipper og 1 mand henter får og pakker uld. Så snart klipperen slipper det færdigklippede får, står der et nyt klar til at få overfrakken af. Let ser det ud, men det er rutinen og de effektive hjælpemidler, der får det til at se let ud. Det er i virkeligheden meget hårdt arbejde, når de mange får skal klippes; især for ryggen, skuldre og fingre. Derfor hænger fåreklipperen i en sele og får derved en bedre arbejdsstilling og mulighed for at bruge begge arme til arbejdet. Fåret placeres på en træplade, der er let at holde ren og hvor det er let at dreje fåret rundt under klippeprocessen. Fåresaksen hænger i en fjederstang og er let at manøvrere rundt med for klipperen. Ved siden af hænger tællerværket og en flaske med olie. Får hvert et klippet får, giver klipperen fåresaksen en lille dråbe olie. Den der smør’ godt, kør’ godt! Hvert får tælles, der afregnes nemlig pr stk. klippet får. Efter endt klipning samles fårehammen sammen og lægges i en stor sæk. Den stampes godt til, så der kan være så meget uld som muligt i sækken. Hvert fåreham vejer ca. 3-4 kg uld og sækkene fyldes op til 90 kg. Ulden eksporteres til udlandet, hvor den renses og vaskes og måske senere bruges til den sweater, vi tager på, når det er koldt.