Overblik: Alt om vildsvinehegnet ved grænsen

Næste år opføres det meget omtalte vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse. Hør projektleder forklare om hegnet i video.

Næste år opføres der et vildsvindehegn langs grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Vildsvinehegnet bliver 70 kilometer langt og 1,5 meter højt og graves en halv meter ned i jorden langs den dansk-tyske grænse.

Prisen bliver ca. 80 millioner kroner. 45 millioner kroner er til etableringen og vedligeholdelse de første to år. Resten af pengene går bl.a. til erstatning til de lodsejere, der skal afgive jord.

Hegnet skal holde vildsvin ude af Danmark, så vi undgår afrikansk svinepest og dermed at bringe en tocifret milliardeksport af svin i fare.

Der er ingen garanti for, at alle vildsvin igen vender snuden mod syd, når de når til hegnet. På grund af ejendomme, grænseovergange og vandløb vil hegnet nemlig ikke være uden huller. Helt nøjagtigt bliver der 15 grænseovergangs- og fem vandløbshuller i hegnet.

Skovrider Bent Rasmussen, Naturstyrelsen, er projektleder på vildsvinehegnet og forklarer her, hvordan det kommer til at se ud og fungere.
Video: Ole Møller, TV SYD

En af åbningernme bliver ved Siltoftevej vest for Rudbøl, hvor skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen forklarer om hullet i hegnet.

- Hegnet kommer frem til vejen. Vejmyndighederne har fortalt os, hvor vi skal sætte det henne. Og så begynder det først på den anden side af den ejendom, vi kan se hernede, forklarer han til TV SYD.

Ved smuthullerne i hegnet er det planen at sætte vildtkameraer op. Samtidig arbejder Naturstyrelsen også med nye våben såsom duftvirkemidler til at skræmme vildsvinene væk med.

Herunder får du en gennemgang af sagen fra start til ind i fremtiden:

Tidslinje vildsvinehegn

Marts 2018:
Regeringen og Dansk Folkeparti bliver enige om vildsvinehegnet, der skal holde vildsvin og dermed også den frygtede afrikanske svinepest ude af landet. Et udbrud af sygsommen i Danmark vil koste den danske svineeksport til en værdi af 11 milliarder årligt.
Juni 2018:
Loven om opførsel af vildsvinehegnet vedtages 4. juni i Folketinget med støtte fra Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Juli 2018:
Naturstyrelsen vil supplere hegnet langs grænsen med flydespærringer i Flensborg Fjord.
Vildsvin er nemlig glimrende svømmere.
August 2018:
Miljøstyrelsen tillader vildsvinehegnet langs grænsen til Tyskland efter at have modtaget og behandlet 29 høringssvar. Samtidig begynder staten at ekspropriere jord langs grænsen.
September 2018:
- 15 organisationer fra Danmark og Tyskland klager over opførelsen af vildsvinehegnet til EU-Kommissionen.
- EU-kommissionen er også skeptisk over for hegnet, fordi det er ineffektivt og vil skade andre dyr.
- Borgere demonstrerer søndag den 30. september mod vildsvinehegnet ved grænsen.
November 2018:
Den 5. november er sidste frist for at byde på at sætte hegnet op. Naturstyrelsen forventer inden nytår at offentliggøre navnet på den eller de entreprenører, som vinder udbuddet og får lov at sætte hegnet op.
Nytår 2018:
Naturstyrelsen kommer til at ekspropriere ca. 80-100 grundejeres jord, hvor hegnet skal opføres. Det skulle være på plads inden nytår.
2019:
Vildsvinehegnet opføres.