Det klikker Syd- og Sønderjyderne på

Lige inden vi for alvor slipper 2015, skal vi have et gensyn med de mest læste historier på TVSYD.dk og TV SYDs Facebook-side.

Selvom man er 85 og 81 år gammel, så kan næverne stadig fungere. Det beviste brødrene Jens Christian og Peter Jørgensen tilbage i oktober. Her gik de lige i flæsket på to røvere bevæbnet med kniv og pistol, der trængte ind i deres hjem.

 

 

Historien nåede ud til 157.211 personer og er blevet vist 32.418 gange.

Der blev sagt du og dig til hendes kongelige højhed, da Jørn Pedersen holdt tale til Dronning Magrethe i Christiansfeld. Men Koldings borgmester blev i den grad taget med bukserne nede, da dronningen protesterede over, at hun blev udråbt som kunstner på en akvarel.

Historien nåede ud til 181.861 personer, og videoklippet er blevet vist 79.911 gange.

Hele Danmarks øjne var rettet mod Padborg den 9. september. Flygtninge primært fra Syrien ankom til Danmark i større grupper end tidligere set, og en stor del af dem ville videre til Sverige. En gruppe på omkring 300 flygtninge forlod opholdsstedet ved Padborg, og begyndte at gå nordpå ad den sønderjyske motorvej.

Historien nåede ud til over 350.000 personer.

En strikket penis lavet af uld kan få folk op af stolene. Rebecca Drews fra den store Strikkedyst, strikkede en uldpenis i en af konkurrencens udfordringer. "En penis til hverdagsbrug", som Rebekka kaldte den

-Min mand er transseksuel, så det var helt naturligt for mig, fortalte Rebekka i Den Store Strikkedyst.

Historien nåede ud til 760.734 personer, og videoklippet er blevet set mere end 368.600 gange

Den syriske flygtning Bilal Alali ankom til Sønderborg i september 2014. I maj 2015 blev han genforenet med sin kone og to små børn efter flere måneders adskillelse.

Historien nåede næsten 800.000 personer.

Gravhunden Fighter stak af fra sine ejere under en skovtur, da de ville bytte hundens line ud. Fighter fulgte sit gravhundeinstinkt, og det ledte ham lige ned i en rævegrav. Men Fighter kunne ikke selv komme ud igen. Og i de næste fire døgn kæmpede Fighters ejere for at grave deres firbenede familiemedlem ud.

Det lykkedes mirakuløst til sidst.

Historien om Fighter er endda nået til Norge og England, og den er i alt nået ud til over 1 million personer.

Du kan gense alle historierne her på tvsyd.dk.