Sådan kommer du nemmest til Vorbasse Marked

Torsdag løber det årlige Vorbasse Marked af stablen. Arrangementet trækker 250.000 mennesker til og skaber derfor en masse trafik i området. Her får du alternative ruter til Vorbasse Marked.

Vorbasse Marked finder sted hvert eneste år - og hvert eneste år skaber det trafikkaos i den lille by, der vokser voldsomme 200 gange fra 1.300 til 250.000 indbyggere. Men du behøver ikke at sidde og stege i din bil på de store veje ligesom alle andre. TV SYD giver her nogle tips til, hvordan du hurtigst når frem til morskaben.

1. Bil

Det er ingen hemmelighed, at bilen er den mindst optimale løsning. Men er man en stor familie, der kommer langvejs fra med diverse ting og sager i bagagen, så er der ikke altid mange andre løsninger. 

De store indfaldsveje, Kolding Landevej og Skjoldborgvej, kommer til at være proppet. Det gør mange af de andre veje sådan set også, men du kan køre nogle små omveje, der (måske) kommer til at være lidt lettere på trafik.

  • (Nord/Øst) Du kan køre via Østermosevej forbi kirken ind til Vorbasse. 
  • (Syd) Du kan køre via Bækkevej ind til Vorbasse.
  • (Vest) Du kan køre ind til Hovborg og følge Hovborgvej direkte ind til markedet.
Her kan du se Vorbasse Markeds parkeringsmuligheder.
Her kan du se Vorbasse Markeds parkeringsmuligheder.
Foto: Vorbasse Marked

2. Cykel

Bor du i nærheden er cyklen både det hurtigste, sundeste og mest miljøvenlige. 

Hvis du kommer sydfra kan du endda cykle via Sønderhedevej - helt i fred fra biler, omringet af skøn natur. 

3. Offentlig transport

Med bussen slipper du for at bekymre dig om parkering og promille. 

Sydtrafik indsætter desuden ekstra busser fra Brørup, Vejen, Billund, Grindsted og Vejle/Egtved til og fra Vorbasse Marked i alle arrangementets dage. 

Følgende busser kører til Vorbasse:

  • V79 Grindsted.
  • V86 Brørup.
  • V111 Vejle.
  • V179 Vejen.
  • V382 Billund.

Så står du blot af på Vorbasse busholdeplads. Så kan du spadsere resten af vejen til Vorbasse Marked.