90-årige Doris savner sit barne- og oldebarn: - Det bliver svært ikke at kramme

Doris Ellegaard fra Esbjerg er i perioden med coronavirus i Danmark blevet mere eftertænksom, og så er det gået op for hende, hvor meget det sociale samvær betyder for hende.

Strikketøjet er fremme lidt oftere for tiden hjemme hos 90-årige Doris Ellegaard fra Esbjerg.

I perioden med coronavirus i Danmark har hun nemlig holdt sig indenfor, og hun har som så mange andre minimeret kontakten med andre.

Vores genåbning

I en række indslag og artikler under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.

Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk

Derfor må hun fordrive tiden, når hun ikke kan være sammen med sine venner og familie, og det bliver gjort med strikketøjet i hænderne.

Alligevel er hun så småt begyndt at genoptage noget af det sociale liv. Hun mødes blandt andet udendørs med sin strikkeklub til det, Doris kalder "afstandskaffe".

Den ekstra tid derhjemme har også betydet, at Doris Ellegaard har haft mere tid med sig selv og sine tanker.

- Coronatiden har gjort mig meget eftertænksom, for jeg tænker på, hvad sker der. Den nat, hvor de lukkede grænserne, det var en forfærdelig nat, husker Doris Ellegaard tilbage.

For ti år siden flyttede hun fra Falster til Esbjerg for at nyde godt af kulturlivet her, men det har der ikke være meget af i de sidste tre måneder.

Derfor glæder hun sig også til, at hun kan genoptage det sociale liv, der betyder så meget for hende. For Doris er genåbning nemlig synonym med gensyn med familie og venner.

- Selvfølgelig betyder ens familie altid meget for en. Men det er ikke altid, at man rigtigt tænker over, hvor meget det i grunden betyder for en, siger Doris Ellegaard.

Det er særligt de spontane besøg fra broderen og svigerinden, som Doris savner.

- Når de nogle gange er inde i byen, så ringer de og siger “er du hjemme og giver du kaffe?”. Det gør jeg. Og det savner jeg meget under coronaen. For de kan ikke komme på grund af sådan en gammel en som mig.

Broderen og svigerinden bor i Esbjerg, men børnebørnene og oldebørnene bor på Falster, og dem har hun ikke set siden februar.

Tiden med coronavirus i Danmark har gjort Doris Ellegaard mere eftertænksom.
Tiden med coronavirus i Danmark har gjort Doris Ellegaard mere eftertænksom.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

I sommerhus

Derfor er Doris Ellegaard blevet enig med barnebarnet og oldebarnet om at skulle mødes igen, nu hvor samfundet langsomt genåbner. Men besøget kan ikke foregå i Doris' 90 kvadratmeter store lejlighed, da de ikke vil kunne holde den nødvendige afstand.

Så nu håber hun, at de kan finde et sommerhus i starten af august, så de kan få set hinanden.

- Jeg tror, det bliver svært ikke at give dem et knus, når jeg ser dem, forudser Doris Ellegaard.