Butiksejer i Tønder: Skal undvære festival for første gang siden ’81

Butiksejer Peter Iversen i Tønder kan mærke, at kunderne er begyndt at komme tilbage i butikken. Det betyder smil og kroner i kassen. Som privatperson og forretningsdrivende er der dog en ting, han kommer til at savne og mangle – Tønder Festival.

Selvom både kunderne og smilet er begyndt at komme tilbage hos butiksejer Peter Iversen i Tønder er der dog stadigvæk en tanke, der kan få mundvigene til at hænge nedad. Tønder Festival.

Vores genåbning

I en række indslag og artikler under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.

Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser, kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk

I den kommende uge skulle der have været liv og glade dage i byen med god musik og højt humør – og flere tusind mennesker. Men lige som så mange andre ting er festivalen aflyst på grund af corona-krisen.

Peter Iversen har boet i Tønder siden 1981 og har mere eller mindre hvert år være med som gæst eller som medarbejder.  

- Som så mange andre er jeg aktiv festivalgænger og har armbånd til alle dage. Festivaldagene har vi rigtig meget glæde af – både som privatperson, men også som forretning, så det kommer vi til at mangle, siger Peter Iversen, der er indehaver af isenkræmmerforretningen Iversen & Søn på gågaden i Tønder.

Festivalen bliver et stort savn for Peter Iversen – så stort, at han og familien og har beslutte at forlade byen i festivalugen.

- I stedet for bare at gå rundt og sige ”Hvad i alverden sker der her?”, så tager vi et andet sted hen, hvor festivalen ikke er for ligesom at gøre noget helt andet. Det er så trist at gå rundt og mangle den, siger han.

I stedet for de tyske endagsturister har mange danskere lagt vejen forbi Tønder og Peter Iversens butik.
I stedet for de tyske endagsturister har mange danskere lagt vejen forbi Tønder og Peter Iversens butik.
Foto: Sofie Dupont, TV SYD

Går godt for forretningen

Selvom Tønder Festival bliver manglet, går det dog fremad for isenkræmmerforretningen, der har ligget på gågaden siden 1956. Her åbnede Peter Iversens far butikken.

Kunderne er vendt tilbage for at handle danske designervarer, souvenirers og isenkram, og det betyder, at kasseapparatet igen er begyndt at klire. De tyske gloser, som normalt flyver rundt i butikken, er dog skiftet ud med de danske.

- I juli måned blev jeg meget overrasket over de danske kunder, der pludselig besøgte Tønder. De kom fra hele landet – fra nord og syd, øst og vest. Der var virkelig mange folk hernede, og det har været med til at hjælpe os, siger Peter Iversen.

quote

Det er vigtigt, at det julemarked åbner. Der ligger jo en kæmpe omsætning.

Peter Iversen, indehaver, Iversen & Søn

Pengene kommer til dog ikke at dække de måneder, hvor butikken ingen kunder havde. Derfor håber han på et favorabelt efterår og vinter, hvor julehandlen sætter ind. Især det årlige julemarked i Tønder er vigtigt for byens erhvervsdrivende, fortæller Peter Iversen.

- Der ligger jo en kæmpe omsætning. November og december er klart vores helt to store måneder, så det er vigtigt, at det kommer til at køre og åbne, siger butiksejeren.

Men bortset fra lidt bekymring om fremtiden og en aflyst Tønder Festival, bevarer Peter Iversen smilet det meste af tiden.

- Vi holder skruen lige i vandet. Det kører faktisk ret godt, så det er ikke negativt det hele, siger han.