Doris Ellegaard frygter anden bølge af coronavirus

90-årige Doris Ellegaard bearbejder sine bekymringer for en anden bølge af coronavirus ved at skrive dagbog.

Doris Ellegaard bladrer i de bagerste sider af et ugeblad. Hun kigger på tv-oversigten.

Vores genåbning

I en række indslag og artikler under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.

Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk

- Der er genudsendelser, genudsendelser og genudsendelser, konstarerer den 90-årige dame fra Esbjerg.

Under coronakrisen har Doris Ellegaard brugt betydeligt mere tid inde bag hjemmets fire vægge, hvor hun bekymrer sig over udviklingen med coronavirus i Danmark. Meget af tiden er brugt foran fjernsynet.

Doris Ellegaard er en af de fire personer, som TV SYD følger på vejen tilbage til hverdagen oven på coronakrisen gennem en række indslag og artikler med temaet 'Vores genåbning'.

Skriver dagbog

Når Doris Ellegaard, der ellers er vant til at leve et aktivt liv, ikke ser tv, bearbejder hun sine tanker ved at skrive dagbog.

I denne tid er det bekymringerne om, hvorvidt der kommer en anden bølge af coronavirus, der fylder siderne i hendes dagbog. Det, der mest bekymrer hende, er, om danskere tager sygdom med hjem til Danmark, når de kommer hjem fra ferier i udlandet.

Doris Ellegaard skriver hver dag sine tanker ned. I denne tid er det bekymringerne om, hvorvidt der kommer en anden bølge af coronavirus, der fylder siderne i hendes dagbog.
Doris Ellegaard skriver hver dag sine tanker ned. I denne tid er det bekymringerne om, hvorvidt der kommer en anden bølge af coronavirus, der fylder siderne i hendes dagbog.
Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

- Det er jo ikke sikkert, at alle dem, man omgås på ferien, er coronafri, siger Doris Ellegaard.

Som ældre og dermed i den særlige risikogruppe tror Doris Ellegaard ikke, at hun er ene om at bekymre sig for en anden bølge af coronavirus i Danmark.

- Hvis de (danske turister, red.) spiller ligeglade og kommer hjem med en masse skidt fra udlandet. Dét gruer jeg for, og det kan jeg ikke lade være med at spekulere på. Og jeg tror, vi er mange ældre, der tænker: "Hvad sker der?", siger Doris Ellegaard.

Det er ikke nødvendigvis sin egen sundhed, Doris bekymrer sig for. Hun bekymrer sig snarere over det fokus, der har været i forbindelse med genåbningen.

- Ved oplukning var den meste snak fodbold, penge og studenterkørsel. Hvad med coronatruslen? Jeg spørger bare, læser Doris Ellegaard op af sin dagbog fra 5. juli 2020.

Se hele indslaget med Doris Ellegaard her.