Ingen eksaminer eller vandkamp: Nanna får en anderledes afslutning på folkeskolen

For Nanna Biltoft Qvick bliver afskeden med folkeskolen ikke som for årgangene før hende. Ingen eksaminer og vandkamp sidste skoledag inden hun begynder på gymnasiet efter sommerferien.

En afsked med folkeskolen uden afsluttende eksaminer kunne umiddelbart lyde som enhver folkeskoleelevs drøm.

Men ikke for 15-årige Nanna Biltoft Qvick, der går i 9. klasse på Fortunaskolen i Bramming.

Vores genåbning

I en række indslag og artikler under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.

Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk

Efter at have været væk fra 9. klasse i mere end to måneder bliver de ti år i folkeskolen ikke rundet af med en afgangseksamen. Det betyder også, at Nanna Qvick kommer til at mangle øvelsen i at sidde ved det grønne bord.

- Jeg kommer til at gå ud af folkeskolen uden at have taget mine eksaminer. Så jeg kommer ud på bar bund, fordi de første eksaminer, jeg skal tage, det er i 1.g. Så der har jeg ikke fået nogen forberedelse i, hvordan det er at gå til eksamen, siger Nanna Qvick.

Men én ting er eksaminer. Noget andet er sidste skoledag, som for mange afgangselever er en lige så stor dag. Den plejer at blive fejret med karameller og buksevand til de mindre elever.

- Noget af det, vi har set frem til, det er jo selvfølgelig at kaste børnene i vandet - specielt vores yngre søskende. Og det får vi jo ikke lov til nu, for nu skal der ikke længere være vandkrig, siger Nanna Qvick.

Skulle have spillet til dimission

Hun spiller sammen med nogle klassekammerater i et band, der hedder "Attitude" og spiller kopi-musik i pop-genren.

Men coronanedlukningen har samtidig betydet, at øvelokalet på skolen har været lukket, så bandet ikke har kunnet øve.

Nanna Qvick skulle have spillet med sit band til dimission på skolen, men det bliver ikke til noget.
Nanna Qvick skulle have spillet med sit band til dimission på skolen, men det bliver ikke til noget.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Nanna og bandet skulle have spillet til dimissionen, og det var en koncert, som bandet havde set meget frem til.

- Jeg er ret ked af, at vi ikke kommer op at spille til dimissionen, som det var planlagt. For vi har snakket meget indbyrdes i bandet om, hvilke sange vi skulle spille, siger Nanna Qvick.

Men uanset hvor atypisk en afslutning Laura får, ser hun alligevel frem til at starte et nyt kapitel i sit liv efter sommerferien.

- Jeg glæder mig til at få afsluttet min folkeskole, for nu har jeg gået det samme sted i ti år. Så jeg glæder mig til at få afsluttet kapitlet og holde sommerferie. Men også at starte det nye kapitel efter sommerferien hvor jeg skal starte på Esbjerg Gymnasium.

Nanna Qvick er en af fire personer, som TV SYD følger på vejen tilbage til hverdagen efter corona. Det sker i en række af tv-indslag og artikler, som vi har valgt at kalde 'Vores Genåbning'.