Nanna fik sat et vellykket punktum for folkeskoletiden

Nanna fik sat et vellykket punktum for folkeskoletiden. Med sidste skoledag og en dimission i bagagen har Nanna Qvick nu endegyldigt afsluttet kapitlet folkeskole. Og trods tidens udfordringer blev afslutningen en succes.

Det blev godt nok ikke til nogen vandkamp, og karamellerne skulle pænt kastes ind i klasselokalerne ude fra gangen. Men 15-årige Nanna Qvick ser alligevel tilbage på sin sidste skoledag med glæde.

- Selvom vi ikke fik den samme afslutning, og vi ikke måtte kaste vores søskende i vandet, så fik vi stadig oplevelsen af, at nu går vi ud af 9. klasse, siger Nanna Qvick.

Vores genåbning

I en række indslag og artikler under titlen 'Vores genåbning' følger TV SYD fire personer og deres vej tilbage til en normal hverdag i en tid, hvor flere og flere dele af samfundet åbner oven på coronakrisen.

Udover indslag i TV SYDs nyhedsudsendelser kan du også læse de fire personers historier her på TVSYD.dk

Der var i månederne op til sidste skoledag en del usikkerhed om, hvorvidt der blev en sidste skoledag eller ej. Dog fik landets skoler i tide grønt lys til at måtte afholde overgangsritualet, så eleverne kunne nå at forberede sig til den store dag med både kostume- og karamelindkøb.

Sammen med nogle veninder kørte Nanna Qvick Star Wars-tema og kom udklædt som Darth Vader.

- Vi havde et par lyssværd, og så havde vi ellers en fest med at gå og kæmpe oppe på skolen, siger hun.

Nanna Qvick får overrakt sit eksamensbevis.
Nanna Qvick får overrakt sit eksamensbevis.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Det endelige farvel

Det allersidste punktum for folkeskolen skulle sættes med en dimission på skolen. En begivenhed, der har været megen tvivl om. Landets folkeskoler vidste ikke i hvilken grad, coronasituationen ville påvirke den store dag. Længe var det uvist, om den overhovedet blev til noget, og hvis den gjorde, kunne man ikke vide sig sikker på omfanget.

Til Nanna Qvicks og klassekammeraternes store begejstring blev dimissionen en realitet, og de måtte hver især ovenikøbet have én forælder med til det store overgangsritual.

- Det er rigtig rart, at vi fik de her ti skoleår afsluttet på en god måde trods corona, siger Nanna Qvick.

Klasselærer Christina Birk er også glad for, at dimissionen trods tidens udfordringer alligevel endte med at blive til noget.

- Det var jo ikke sikkert, at vi måtte holde dimissionen. Så det var jo bare helt fantastisk, da vi fik grønt lys til det, for det betyder helt vildt meget at få sagt ordentligt farvel, siger Christina Birk.

Christina Birk har været klasselærer for Nanna Qvick. Hun er glad på elevernes vegne for, at dimissionen alligevel kunne blive en realitet.
Christina Birk har været klasselærer for Nanna Qvick. Hun er glad på elevernes vegne for, at dimissionen alligevel kunne blive en realitet.
Foto: Tais Tullin, TV SYD

Velfortjent sommerferie

Til trods for, at der ikke blev afholdt rigtige eksaminer for dette års 9. klasser, så har Nanna Qvick og klassekammeraterne nu alligevel fået et bevis på, at folkeskolen er veloverstået.

Så nu kan Nanna Qvick gå på en velfortjent sommerferie inden hun til august starter på den internationale linje på Esbjerg Gymnasium. Hun håber på, at der hen over sommeren bliver tid til at spille musik med vennerne fra bandet Attitude.

- Jeg håber, at vi alle kan mødes og få spillet ordentligt ’farvel’, for til næste år skal vi alle forskellige steder hen, siger Nanna Qvick.